Hæsblæsende sommerhusmarked går ned i gear
Landets sommerhuse har været i høj kurs under corona, men ifølge nye tal er tempoet aftaget.
Det hæsblæsende boligmarked under corona, hvor særligt landets sommerhuse har været eftertragtede, er gået ned i tempo.
I november var et sommerhus på markedet i cirka 4,5 måned, mens det i juli, da det gik stærkest, var på markedet i cirka 3 måneder.
Det viser nye boligtal fra Finans Danmark, der er brancheorganisation for den finansielle sektor - herunder landets banker.
Et sommerhus er dog stadig på markedet væsentligt kortere tid end for et år siden. Der var det i snit på markedet længere end seks måneder.
- De længere liggetider har fjernet grundlaget for de store prisstigninger, siger viceadministrerende direktør Ane Arnth Jensen i en pressemeddelelse.
Selv om sommerhusene er til salg i længere tid, er priserne dog fortsat høje.
I november blev sommerhusene sat til salg til en pris, der var 17,8 procent højere end for et år siden. Det er den højeste kvadratmeterpris i 17 år.
Ifølge chefanalytiker i Nykredit Mira Lie Nielsen er markedet ved at køle af.
Hun fortæller, at udbuddet er steget - selv om det fortsat ligger lavt - og hun venter, at der vil komme flere sommerhuse til salg det kommende år.
- Vi forventer svagt faldende sommerhuspriser de kommende år. Køber man sommerhus nu, kan det være ekstra vigtigt at tænke langsigtet og bestemt ikke købe med forventning om en økonomisk gevinst inden for få år, skriver hun i en kommentar.
Prisstigningerne for sommerhuse har været væsentligt lavere i anden del af 2021, og det gælder også for huse og lejligheder. De er dog stadigvæk steget meget.
Et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter blev i november ifølge tallene udbudt til en pris, der var 9,5 procent højere end et år før. For en lejlighed på 80 kvadratmeter var prisen 8,8 procent højere.
Der findes flere forskellige statistikker for udviklingen på boligmarkedet. De opgøres forskelligt og giver derfor ikke helt det samme billede.
En analyse har dog vist, at den kvartalsvise udvikling typisk er ret ens. For nylig viste tal fra Boligsiden, at markedet var gået ned i gear.
/ritzau/