Henning Kjeldsen har fået nok: Nu sælger storfiskeren skibe og rettigheder

Fiskeren fra Skagen sælger alle sine rettigheder til fangst af pelagiske fisk, ligesom han også sælger den nye Gitte Henning, der er ved at blive bygget i Spanien.

Henning Kjeldsen.
Henning Kjeldsen.
Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Storfiskeren Henning Kjeldsen har solgt alle sine pelagiske fiskekvoter, altså retten til at fange fisk og fiskearter, der bevæger sig i stimer.

Det oplyser han selv i et opslag på Facebook, skriver TV2 Nord.

- Jeg er blevet træt. Ikke træt som i træt, men træt af den politiske hetz, der har været på mig og mit rederi samt familie de sidste ja snart mange år, skriver han ifølge regionalmediet.

De frasolgte kvoter udgjorde ifølge DR langt størstedelen af Kjeldsens kvoter.

Henning Kjeldsen blev i midten af december kendt skyldig i omfattende snyd med fiskekvoter.

Den 58-årige fisker fra Skagen, der regnes som en af landets rigeste fiskere, blev i den forbindelse idømt en bøde på 54 millioner kroner i en sag om kvotefusk.

Desuden blev der konfiskeret 64 millioner kroner i et af hans selskaber.

Retten i Holstebro afgjorde, at han bevidst havde omgået kvotesystemet ved hjælp af stråmænd.

Kjeldsen lånte penge ud til etablering af selskaberne, der hver især kunne erhverve fiskekvoter.

Han blev samtidig udstyret med en ret til at købe selskaberne tilbage for kurs 100 - det vil typisk sige 60.000 til 80.000 kroner.

Et beløb, der efter rettens vurdering er langt mindre end selskabernes reelle værdi, og som indikerer, at der er tale om stråmandskonstruktioner.

Den daværende Statsadvokat for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik), der i daglig tale blot kaldes Bagmandspolitiet, mente, at lovbruddene skulle koste Kjeldsens ret til at udøve erhvervet.

Men det var byretten ikke enig i. Kjeldsen må altså stadig bedrive erhvervsfiskeri.

Facebookopslaget tyder dog på, at han som minimum begrænser sine fiskeriaktiviteter betragteligt.

Foruden salget af fiskekvoterne har storfiskeren også solgt fartøjet "Gitte Henning", som var ved at blive bygget, oplyser han i opslaget ifølge TV2 Nord.

Mediet beretter, at Henning Kjeldsen stadig ejer to skibe og anpart i et tredje.

/ritzau/