Historisk godt år for dansk landbrug: Landmænd banker milliarder af gælden
Et godt år for landbruget i 2022 er ifølge økonomer en boble, som ikke gentager sig i år.
De danske landmænd mejede tilsammen 31 milliarder kroner af deres gæld sidste år. Det viser foreløbige tal fra Danmarks Statistik.
Driftsresultatet for de godt 7100 heltidsbedrifter nåede 3,2 millioner kroner i snit. Det er det højeste nogensinde.
Både landmænd med planteavl, malkekøer og svin havde betydelig fremgang. Allerbedst slap mælkeproducenterne fra det med et resultat på 4,8 millioner kroner per gård.
- Det samlede resultat dækker dog over store forskelle hos de enkelte landmænd, siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Mikkel Vestby Jensen.
- En del af forklaringen på den faldende gæld er også fordelagtige omlægninger af realkreditlån, som gav et fald i de generelle finansieringsomkostninger, siger han.
Klaus Kaiser er erhvervsøkonomisk chef hos Landbrugets Rådgivningscenter, Seges.
Han kalder fremgangen i indtjeningen noget misvisende. Det skyldes, at en stor del af den er sket via opskrivning af værdien af besætningen og beholdningerne.
- Det er jo ikke værdier, der reelt realiseres - medmindre landmanden sælger det hele, besætning og korn med videre.
- Det slår især igennem inden for griseproduktionen, hvor næsten halvdelen af indtjeningen stammer fra værdiopskrivning, siger han.
Han forventer noget mere normale forhold for landbruget allerede i år.
Seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Institut for Fødevarer- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet er helt enig.
- Vi har set en engangsboble for landbruget fra midten af 2020 garneret med en fødevarekrise, covid-19 og Ukraine-krigen. Og boblen er ved at krakelere, siger han.
- Dansk landbrug er fortsat sårbart, når godt 7000 heltidslandbrug har en samlet gæld på 205 milliarder kroner - formentligt den højeste i hele EU, siger han.
Tallene, som Danmarks Statistik har udgivet, er foreløbige. De endelige opgørelser forventes at ligge klar inden 7. december i år.