I dag falder sneen! - Det er større end nytårsaften

I dag er det J-dag. Det betyder, at julebryggen kommer på gaden. Vi sender direkte på Facebook fra et par beværtninger i Viborg.

Sådan her kommer det formentlig til at se ud mange steder i Midt- og Vestjylland fredag aften og nat.
Sådan her kommer det formentlig til at se ud mange steder i Midt- og Vestjylland fredag aften og nat.
Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

Det er den 1. november. Der er 53 dage til juleaften. Lang tid for nogen, mens andre tripper efter at gå i jule-modus. Lige meget hvad går det nok de færreste forbi, at denne fredag er lig med J-dag i Danmark.

En tradition, Tuborg begyndte i 1990. Her snart 30 år senere lever den i bedste velgående. Og faktisk bedre.

- Vi oplever en stigende interesse hvert år. Det er en større aften for os end nytårsaften. Alle drikker øl, siger pressechef Kasper Elbjørn fra Carlsberg Danmark, som Tuborg i 1970 fusionerede med, til TV MIDTVEST.

2:28
I 2016 var der selvsagt også J-dag. Vi var med direkte fra Herning.

Tuborgs julebryg bliver langet over disken og hen ad kassebånd kl. 20.59 i hele Danmark.

- Vi oplever, at der er mange måder at fejre det på – der er dem, der går ned på den lokale – og som venter på at vi kommer forbi med smagsprøverne – men der er også dem, som smutter ned i den lokale brugs og køber en ramme julebryg, uddyber pressechefen.

For Tuborg selv drøner 350 nisser rundt i landet med 32.000 flasker julebryg og 25.000 nissehuer.

- Juleøl er altafgørende for omsætningen

Viborg Bryghus tyvstarter - og så alligevel ikke. For stedet bruger dagen som lejlighed til at sende øllen, Jule Bocken, på gaden. De begyndte dog allerede kl. 15. Med pølser og øl.

- Det betyder meget. Det er dér, salget går i gang. Juleøllen er altafgørende for vores indtjening. Vi har seks forskellige juleøl – det er, fordi der er efterspørgsel, siger driftsansvarlig Hans Jørgen Poulsen.

I løbet af eftermiddagen og aftenen forventer han, at de sælger 3-400 liter øl.

Gratis julebryg i én time

Restaurant Latinerly, som også ligger i Viborg, er mere trofast over for traditionen. Godt nok er det ikke Tuborgs julebryg, men Let it Snow fra United Beverage, de langer over disken. Til gengæld gør de det først kl. 20.59, som Tuborg-traditionen foreskriver.

- Det er en god dag. Der er smæk på. Alle er glade, fulde og går sent hjem. Det er sjovt, siger medindehaver Niels Holm. 

Han forventer at give 400 liter øl væk fra 20.59 og en time frem.

- Selvfølgelig er det en stor dag i forhold til besøg, men ikke i forhold til indtjening, afslutter han.

TV MIDTVEST sender direkte på Facebook fra Restaurant Latinerly, inden vi bevæger os hen til Viborg Bryghus. Til en snak om øl, tradition og hygge.