Jeppe skal snart på barsel – men han ville hellere, at det var konen

Tre ud af fire mænd vælger at tage den øremærkede barsel til fædre. Hos VM Tarm er der delte meninger om ordningen, og for direktøren giver det da også lidt ekstra udfordringer.

Jeppe Filskov kan ikke se meningen i, at han skal tage de 11 ugers barsel frem for hans kone.
Jeppe Filskov kan ikke se meningen i, at han skal tage de 11 ugers barsel frem for hans kone.
Foto: Selma Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Jeppe Filskov skal være far for anden gang til maj. Og når den tid kommer, vil han gøre brug af tilbuddet om 11 ugers barsel øremærket til faren.

Men det er ikke med hans gode vilje.

- Jeg synes, det er noget pjat. Hvorfor kan min kone ikke bare tage det?, undrer Jeppe Filskov sig.

Men det kan hun ikke. For i de nye barselsregler, som blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i marts 2022, indgår det, at de 11 ugers barsel skal holdes af faren og frafalder, hvis ikke han vil benytte sig af muligheden. Det vil Jeppe Filskov – men mere af nød end af lyst.

- For det første kan jeg ikke amme, og for det andet har hun meget mere glæde af at gå derhjemme. Jeg vil egentlig hellere på arbejde i grove træk, siger han.

Jeppe Filskov er klejnsmed og arbejder til daglig hos VM Tarm. Det samme gør Henrik Rasmussen, som i februar sidste år blev far for tredje gang og gjorde brug af den øremærkede barsel.

- Vi har ikke set det som noget problem hjemme hos os, at jeg skulle gå hjemme, tværtimod. Jeg glædede mig til det, og min kone ville gerne på arbejde. Så for os har det fungeret godt, siger han.

Har fået 'helt anden' relation til datter

Størstedelen af fædre vælger at gøre som de to klejnsmede fra VM Tarm. En ny undersøgelse, som Mødrehjælpen har fået lavet, viser, at tre ud af fire fædre tager de 11 ugers barsel, der er øremærket til dem.

Og selvom han var skeptisk i begyndelsen, er Henrik Rasmussens slet ikke i tvivl om, hvilken betydning det har haft, at han har holdt mere barsel med sit tredje barn end de to første.

- Det betyder, at jeg har fået en helt anden relation til min datter. Jeg kan mærke, at hun gerne vil over til mig i stedet for sin mor, hvor de to andre stadig er mor-syge, siger Henrik Rasmussen.

1:11
Hør Henrik Rasmussens og Jeppe Filskovs tanker om øremærket barsel.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Direktør: - Det rammer os ekstrahårdt

Hos VM Tarm er der godt 300 ansatte, og 275 af dem er mænd. Derfor kan de nye barselsregler godt mærkes, fortæller administrerende direktør Holger Ross Lauritsen.

- Vi kan se, at efter den her regel er blevet indført, har vi cirka 40 procent flere mænd, der går på barsel end tidligere, siger han.

Holger Ross Lauritsen mener, at VM Tarm er 'ekstrahårdt ramt' med de nye barselsregler, fordi langt størstedelen af virksomhedens medarbejdere er mænd.
Holger Ross Lauritsen mener, at VM Tarm er 'ekstrahårdt ramt' med de nye barselsregler, fordi langt størstedelen af virksomhedens medarbejdere er mænd.
Foto: Selma Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Holger Ross Lauritsen bakker op om de nye barselsregler, men ordningen giver også nogle udfordringer, man ikke er vant til på den mandsdominerede arbejdsplads.

- Som arbejdsgiver er det en god idé at lade mænd få barsel, og det hænger sammen med, at når de kommer tilbage fra barsel, så er de lige pludselig så glade for deres arbejde. Men derudover er det selvfølgelig hårdt, fordi vi har så mange mænd, så derfor rammer det os ekstrahårdt.

- Det største problem for os er ikke det økonomiske, det største problem for os er jo, at det er folk, der skal erstattes i den periode. Det er egentlig det, der er svært at håndtere, men det kan lade sig gøre, og vi er indstillede på, at det er den retning, samfundsudviklingen går, og så støtter vi op, siger direktøren.

Undersøgelsen fra Mødrehjælpen er lavet af Megafon med støtte fra Egmontfonden og er baseret på besvarelser fra mere end 2500 nybagte fædre.