KL og Finansministeriet afbryder nattens forhandlinger
Forhandlingerne om kommunernes økonomi forventes at blive genoptaget torsdag formiddag.
Kommunernes Landsforening (KL) og Finansministeriet har ved firetiden natten til torsdag afbrudt de igangværende forhandlinger om kommunernes økonomi næste år.
Forhandlingerne genoptages klokken 11:30 torsdag. Det oplyser KL's presseafdeling.
Onsdag udtalte Jacob Bundsgaard (S), der er borgmester i Aarhus og formand for KL, at der er blevet længere mellem kommunerne og regeringen i forhandlingerne.
Ifølge ham adskiller 12-13 milliarder kroner de to parter.
Hvorvidt parterne har nærmet sig hinanden er fortsat uvist.
Ingen kommentar
KL har ikke yderligere kommentarer tidligt torsdag morgen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Finansministeriet.
På Twitter skriver Finansminister, Kristian Jensen (V), at han er på vej hjem for at sove.
- Endnu en lang nats arbejde. Glæder mig til resten af dagen, men skal lige have et par timer på langs først.
En overgangsordning for den udligning, der finder sted mellem kommunerne, som finansministeren har foreslået, er blandt emnerne under forhandlingerne.
Den ledsages af krav om, at kommunerne kan straffes økonomisk, hvis de overskrider deres anlægsbudget, samt at de ikke må hæve skatten. Sidste år overskred kommunerne for første gang i årevis budgettet for anlæg.
Jacob Bundsgaard fortalte onsdag, at det er afgørende for kommunerne at få flere penge til et stigende antal ældre, der har brug for pleje og omsorg fra kommunerne.
- Når antallet af borgere i nogle af de grupper, der har brug for hjælp, stiger, så er økonomien nødt til at følge med, hvis vi ikke skal udhule den service og hjælp, der bliver givet, sagde han.
Forhandlingerne om kommunernes og regionernes økonomi falder sædvanligvis på plads i løbet af juni.
/ritzau/