Knust katteejer sender Pelle væk: Frygter forgiftning var med vilje

Jamie Lynn Cunningham frygter, at hendes kat er blevet forgiftet.

Katten Pelle blev tjekket ved dyrlægen en uge inden, den blev forgiftet.
Katten Pelle blev tjekket ved dyrlægen en uge inden, den blev forgiftet.
Foto: Privatfoto

- Han var bare slet ikke sig selv. Han var helt underlig og fuldstændig dingeling.

Sådan beskriver Jamie Lynn Cunningham fra Houlkær sin kat Pelle, da den søndag nat kom hjem, som den plejer.

Noget var galt, og det fik katteejeren til senere at tage katten til dyrlægen. Her var meldingen klar.

- Dyrlægen mener, det er en forgiftning med sneglegift, forklarer hun.

0:18
Jamie Lynn Cunningham filmede sin kat, da hun blev nervøs, fordi den opførte sig underligt.

Nu føler Jamie Lynn Cunningham sig derfor nødsaget til at lade katten flytte tilbage til den gård, den kom fra.

- Vi er knust over det. Det er udelukkende for at passe på ham, siger hun og fortsætter:

- Det er frygten for, der er nogen, der har forgiftet den bevidst. Der er lidt for stor sandsynlighed for, det sker igen, fortæller hun, og understreger, at hun ikke kan vide med sikkerhed, at forgiftningen skyldes en bevidst handling.

Ikke første gang

Katten er ifølge Jamie Lynn Cunningham blevet forgiftet i Houlkær-området i Viborg. Og det er ikke første gang, at lige netop det område oplever katte, der bliver forgiftet.

Tilbage i 2022 var det Mette Toft Christensens kat, der blev forgiftet i samme område. Dengang var der også mistanke om en bevidst handling, efter flere hændelser var registeret.

At det tyder på en bevidst handling med sneglegift denne gang, skyldes ifølge Jamie Lynn Cunningham, at det ikke er sneglesæson, og at hun finder det usandsynligt, at katten skullet have fået det ind på en naturlig måde.

Desuden har hun fået henvendelser fra flere andre katteejere, der også har oplevet katte, der har været forgiftet. Henvendelser, TV MIDTVEST har set.

Dyrlæge oplever ikke tendens

Lise Svejgaard, der ejer Egelund Dyreklinik og Viborg Dyreinternat, oplever dog ikke, at forgiftede katte skulle være en tendens. Noget, hun ellers oplevede tilbage i 2022, hvor hun frygtede, at nogen forgiftede kattene.

- Det er faktisk ikke noget, vi har bemærket de seneste par måneder, fortæller hun.

Jamie Lynn Cunningham kan ikke bevise, at katten er blevet forgiftet bevidst, men hun føler sig nødsaget til at få katten tilbage til et sikkert sted.