Mandat flytter sig i fintællingen: Ø-mandat hopper til konservative
Siden i nat har valgtallene i både TV2s systemer og en række dagblades vist et mandat til Enhedslisten i Vestjyllands Storkreds. Men nu har mandatet flyttet sig.
Omkring klokken 13 onsdag skete der noget i TV2s og dermed TV MIDTVESTs valgdata.
Enhedslistens mandat i Vestjyllands Storkreds forsvandt, og i stedet stod Konservative til at have to mandater i storkredsen.
Sådan ser det nu også ud i valgdata hos en række dagblade, som får valgdata via ritzau.
Ændringen er sket cirka samtidig med, at Frederikshavns Valgkreds har rettet en fejl efter fintælling af stemmerne i Sæby.
Her havde valgstedet byttet rundt på Enhedslistens og Danmarksdemokraternes stemmer.
Samtidigt løber der lige nu fintællinger ind fra hele landet, som kan have påvirket mandatberegningen.
Siden engang i løbet af natten til onsdag har mandatberegningerne ellers vist, at Enhedslisten sikrede sig sit niende mandat i Vestjyllands Storkreds.
Men sådan ser valgdata altså ikke længere ud.
Som vi skrev tidligere i dag så mandatet altså ud til at være landet hos Maria Temponeras, men da TVMIDTVEST fangede hende i et tog på vej til København, havde kandidaten ikke selv nogen forklaring på, hvorfor det nu ser anderledes ud.
- Jeg kan hverken gøre fra eller til, siger Maria Temponeras.
Sådan lyder det også fra Enhedslistens presseafdeling, der afventer fintællingerne.
Mandatet flytter dog ikke på den store fordeling mellem rød og blå blok, fordi fordelingen af mandater retter sig mellem landsdele.