Mange taget i fartkontroller trods flere hjemmearbejdende
Tomme veje har fået mange danskere til at træde hårdere på speederen, siger politiassistent efter fartkontrol.
Trods coronavirus, der har holdt mange hjemme, blev flere end 9600 køretøjer i sidste uge taget for at køre for stærkt.
Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse efter en målrettet indsats fra 4. til 10. januar.
- Vi har sigtet flere end 9600 for at køre for stærkt i den forgangne uge.
Det er et meget højt antal set i lyset af, hvor mange danskere, der arbejder hjemme og dermed ikke er på vejene.
- De tomme veje har simpelthen fået mange danskere til at træde hårdere på speederen, siger Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiet Nationale Færdselscenter, i meddelelsen.
De fleste af bilisterne - cirka 3700 - blev taget for at overskride den generelle hastighedsgrænse i byerne, 1700 blev taget for at overskride hastigheden på motorvejene, mens cirka 1400 overskred den generelle hastighed på landevejene.
En stor del - 2600 bilister - kørte for hurtigt på strækninger, hvor der var skiltet med nedsat hastighed på grund af eksempelvis vejarbejde. De sidste 200, der kørte for hurtigt, var lastbiler, busser og biler med påhængsvogn.