Massiv "babydød": Kun et sted kom havørne fra reden
Otte havørnepar i Thy, Himmerland og nord for Limfjorden har ikke fået en eneste unge på vingerne. Den våde og kolde sommer er måske en del af forklaringen.
Det er godt to måneder siden, de sidste havørneunger fløj fra reden, og nu kan resultatet for 2024 gøres op. Havørnene i Danmark har ifølge Dansk Ornitologisk Forening fået 186 unger på vingerne. Men for de havørne par der yngler i Nordvestjylland er det gået dårligt.
- Vi undrer os lidt over, at det er gået så dårligt i det område. Der er ikke nogen entydig forklaring, siger artscaretaker for havørnen Ole Friis Larsen.
DOF BirdLifes Projekt Ørn følger bestanden af havørne i Danmark. Frivillige holder øje med hver enkelt rede. Med resultatet for 2024 er der samlet registreret 2.073 havørneunger siden 1995.
Kun to af dem er her fra landsdelen. De blev født og kom på vingerne på Mors.
Det er ifølge Ole Friis Larsen ikke unormalt, at der kan være års udsving og regionale forskelle.
- Vejret kan spille ind. Er det meget regnfuldt og koldt, når ungerne er små, kan det betyde ringe overlevelse, siger han og tilføjer:
- Forstyrrelser omkring reden kan være en anden grund til at der ikke kommer unger på vingerne.
Naturfotograf Shanti Lfe har på behørig afstand fulgt livet omkring havørnereden på Mors. Det er blevet til en billedserie.
I følge Dansk Ornitologisk Forening kan havørnen leve i mange år. Derfor har den "råd" til ynglesæsoner, der slår fejl, uden at det går ud over bestanden på langt sigt. Alligevel har Ole Friis Larsen et godt råd.
- Hold afstand til redernem når der er unger. Lad være med at gå tæt på. Det gælder både fotografer og skovarbejdere. Jo mere hensyn man kan tage, jo bedre, siger artscaretakeren.