Mere udenlandsk arbejdskraft på vej: - Det gør en kæmpestor forskel
Beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft ser ud til at blive sat ned. Det skal gøre det lettere for danske virksomheder at skaffe ansatte fra udlandet.
Fredag eftermiddag og aften forhandler politikerne på Christiansborg om en ny aftale, der skal hjælpe på virksomhedernes akutte problemer med at få ansatte.
Ifølge Ritzau vil et flertal sænke den beløbsgrænse, der er sat for arbejdskraft uden for EU, så det bliver lettere for virksomhederne at hente udlændinge til Danmark.
Det glæder direktøren i virksomheden Landia i Lem, Steen Buhl Larsen.
- Det er på høje tid, at der bliver kigget på den løn. Det vil gøre en kæmpeforskel at få grænsen ned, siger Steen Buhl Larsen
Grænsen er 448.000 kroner i dag. Det betyder, at en arbejdsgiver i dag skal tilbyde en årsløn på mindst 448.000 kroner for at hente arbejdskraft uden for EU. Den ventes at kunne sænkes til omkring 370.000 kroner, svarende til en månedsløn på cirka cirka 30.000 kroner.
- Det vil være med til at give os den mangel, der er på manglende arbejdskraft. Lige nu mangler vi ikke ansatte her, men det kan vi jo komme til, og så skal ændringen gerne hjælpe hele branchen, siger direktøren fra Landia i Lem.
Rekordlav arbejdsløshed
Ledigheden i Midt- og Vestjylland er lige nu den laveste siden 2008, viser tal fra De Regionale Arbejdsmarkedsråd.
Selv om det umiddelbart lyder positivt, så skaber det udfordringer.
Faktisk er der så travlt, at nogle virksomheder må sige nej til nye ordrer, og i mange virksomheder bliver medarbejderne ikke sendt på kurser eller efteruddannelse, fordi arbejdspladsen ikke kan undvære dem.
Samtidig vurderer Kommunernes Landsforening, at der også kommer til at mangle 50.000 offentligt ansatte inden 2030.
Ifølge Steen Buhl Larsen vil den nye beløbsgrænse betyde, at der bliver en mere fair løn blandt de ansatte.
- Vi kan ikke betale det samme til en udlandsarbejdskraft som en håndværker, der har arbejdet her i 20 år, for de har lært tingene på en anden måde, det tager jo tid at vænne sig til jobbet, siger han.
Derfor glæder det både ham og mange fra byggebranchen, at beløbsgrænsen ser ud til at falde.
Dansk Industri håber på lavere ordning
Formanden fra Dansk Industri i Silkeborg og Viborg, Jacob Peder Jensen, er også glad for, at der er udsigter til en ny aftale, men han vurderer, at lønnen burde sænkes lidt mere, hvis den ender på omkring 370.000 kroner årligt.
- Jeg mener, at den er en lille smule for høj, den vil hjælpe os, men jeg havde gerne set, at den kom en tak længere ned, så man kan hjælpe virksomheder, hvor lønniveauet er lavt. Man har brug for en model, hvor man får startet nogle op, og når de så viser deres værd, så kan de stige efterhånden, siger han og fortsætter:
- Men det er godt, det der sker noget nu, men det vil ikke gøre noget, at den var lavere i opstartsfasen.
Ifølge formanden vil den mulige ordning typisk blive en succes i lavlønsområdet. Her mener han i servicefagene, hvor der så bliver mulighed for at skaffe mere arbejdskraft.
Det er endnu uvist, hvornår den konkrete aftale falder.