Miljøminister: Ændrer praksis ved ulveangreb
Styrelsen for Vand og Naturforvaltning skal hurtigere aktiverere hjælp til lodsejere, der rammes af ulveangreb
Der skal reageres hurtigere med hjælp og sikring mod angreb fra ulve. Sådan lyder det i dag fra Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen, der nu kræver handling efter de seneste ugers ulveangreb hos en fåreavler ved Holstebro.
- Det her område er mere beboet og der er mere uro og aktivitet her - så det burde holde ulven væk, fortæller Jørgen Blazejewicz, der er fåreavler.
Men det burde være mynidighederne og ikke ejeren selv der skulle have hjulpet med at sikre fårene mod ulven.
- Man skal rykke ud øjeblikkeligt, jo hurtigere des bedre. Så får man begrænset skaden og befolkningen får en opfattelse af at der bliver gjort noget, forklarer næstformand i Vildtforvaltningsrådet, Henrik Berthelsen.
Den ansvarlige minister bøjer sig nu for kritikken, og vil bede Styrelsen for Vand og Naturforvaltning om at ændre praksis.
- Ligeså snart en dyreholdsejer i et geografisk område, hvor man ved der har været ulve, oplever et angreb, så skal man kunne sætte hegn op. De skal kunne søge om de her hegn ved styrelsen, siger Miljø- og Fødevareministeren, Esben Lunde Larsen.
De seneste ulveangreb har stor politisk bevågenhed og det øger presset på ministeren.
- Jeg mener faktisk der bliver taget større hensyn til ulven end de borgere der kommer i klemme, siger Karina Due fra DF.
Hjælpen til de ramte lodsejerne vil dog blive aktiveret i løbet af få uger, så man som dyreholdsejer kan sætte hegn op og ikke skal vente i det uendelige. Det er sød musik i ørerne hos ejeren af Storålam, der til april skal have 500 får flyttet retur til det ulveplagede hede-område.
- Det bliver ren tag-selv-bord, hvis vi tager så mange får ud i det område fuldstændigt ubeskyttede. Der har vi behov for en løsning og at komme i dialog om en brugbar løsning, så vi ikke skal køre og samle døde får derude, siger Jørgen Blazejewicz, der er fåreavler hos Storålam.