Ministerium: Skoler bør afvise børn efter ferie i udlandet

Børn, der har været på ferie i frarådede lande, anbefales 14 dages karantæne fra skole og daginstitution.

Hvis man planlægger at holde sommerferien på en strand i eksempelvis Grækenland denne sommer, så kan der følge 14 dages karantæne med, lyder det fra myndighederne.
Hvis man planlægger at holde sommerferien på en strand i eksempelvis Grækenland denne sommer, så kan der følge 14 dages karantæne med, lyder det fra myndighederne.
Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Hvis familier over sommeren rejser til Grækenland eller Spanien, kan det betyde, at børnene efterfølgende skal i 14 dages karantæne fra skole eller daginstitution.
For daginstitutioner, skoler, gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner "kan og bør" afvise at modtage børn og elever, der har holdt ferie i udlandet.

Sådan lyder anbefalingen fra Børne- og Undervisningsministeriet, skriver Jyllands-Posten.
Hvis det vel at mærke er uden for Norge, Island eller Tyskland, som myndighederne igen har givet grønt lys til at danskere kan rejse til.

Svært at håndhæve regler i praksis

Retningslinjerne bliver dog svære at håndhæve for skolerne, mener Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen.

- Man skal som skoleleder gøre forældrene opmærksomme på reglerne og lægge det på Aula (folkeskolernes kommunikationsplatform, red.), siger han til Jyllands-Posten.
    
- Det svære er at vide, om folk har været afsted. Får man mistanke om det, må man ringe til forældrene og spørge. Man kan ikke tillade sig at spørge børnene, det er ikke rimeligt.

Danmarks Lærerforening opfordrer til, at der i de enkelte kommuner tages stilling til, hvordan retningslinjerne skal administreres. Det bakkes op af pædagogernes fagforening, Bupl.
Det skal ifølge foreningerne sikre, at det ikke bliver den enkelte skole eller institution, der skal fortolke retningslinjerne.

Lektor foreslår lokale aftaler

Der er dog ikke noget i vejen for, at man lokalt beslutter, at en elev skal i karantæne. Det vurderer Hanne Hartoft, som er lektor på juridisk institut på Aalborg Universitet, over for Jyllands-Posten.
    
- Bemyndigelsen til at lave reglerne for, hvordan genåbningen skal foregå, ligger lokalt, siger hun til avisen.
    
Hun understreger dog, at man bør overveje, hvordan eleverne skal have adgang til undervisning under karantænen.

2:04
Turen sydpå er aflyst denne sommer, og derfor leder rigtig mange danskere efter alternativer
Foto: TV MIDTVEST, arkiv.