Myndigheder føler sig også chikaneret af hesteaktivister

Både politiet og Fødevarestyrelsen har haft medarbejdere, der er blevet hængt ud i en offentlig facebookgruppe, som tilhører en dyreværnsforening.

Flemming Marker er veterinærchef i Fødevarestyrelsen.
Flemming Marker er veterinærchef i Fødevarestyrelsen.

Foreningen "Stop Vanrøgt Af Dyr Bag Hegn" er blevet kritiseret for gentagne politianmeldelser af landmand Søren Christensen fra Skjern. Foreningen mener, han overtræder dyreværnsloven, også selvom ingen af anmeldelserne er mundet ud i sigtelser.

Nu viser det sig, at også ansatte hos offentlige myndigheder føler sig hængt ud, og offentlige myndigheder bliver beskyldt for at være både inkompetente og korrupte.

For eksempel står der sådan i kommentarer til et opslag på en facebookside, som tilhører "Stop Vanrøgt Af Dyr Bag Hegn":

"Hvad skal vi overhovedet med Fødevarestyrelsen - en flok blinde og inkompetente folk. ansatte - sikkert til skyhøje lønninger - ved de overhovedet hvordan en sund hest, kreatur eller i det hele taget andre dyr ser ud når de trives - nedlæg den STYRELSE - og ryd ud i midt- og Vestjyllands politienhed i samme omgang - begge er vist købt og betalt til at lukke øjnene".

"Politimæssigt elendigt arbejde og en flok vatnisser som i den grad hader dyr i den politikreds".

Medarbejdere stopper med dyreværnsvagter

Veterinærchef i Fødevarestyrelsen, Flemming Kure Marker, siger til TV MIDTVEST at medarbejdere har været hængt ud på nettet med navns nævnelse - og det kan være hårdt for medarbejderne at være i.

- Der er nogle, som godt kan leve med det og som accepterer, at det er sådan, det er. "Når jeg kører den her type kontroller, så risikerer jeg det her." Men modsat har vi også nogen, der er stoppet med at køre dyreværnsvagter, fordi det bliver simpelthen for meget.

Gør I jeres arbejde godt nok?
 - Ja, det gør vi. Det kan godt være at aktivisterne er utilfredse, men vi har jo også nogle af dem, vi er ude hos, der er utilfredse med, at vi reagerer som vi gør, og som synes, at vi reagerer for hårdt. Så vi har begge poler, siger Flemming Kure Marker.

Formand fastholder kritik

Formand for foreningen "Stop Vanrøgt Af Dyr Bag Hegn", Dorthe Bräuner Jensen, fastholder i dag sin kritik af myndighederne.

Hun mener ikke, de har gjort deres arbejde ordentligt i flere af de dyreværnssager, hun har anmeldt.

 - Jeg stiller store spørgsmålstegn ved den eksisterende dyreværnslov, og jeg mener faktisk ikke, at myndighederne håndhæver den på lovlig vis, siger hun.

I forhold til den mere personlige kritik af medarbejdere hos politiet og Fødevarestyrelsen, står hun også fast.

 - Altså jeg mener, at de må stå på mål for deres arbejde, fuldstændig på samme måde, som en tømrer, der laver et dårligt tag, skal.