Når tyskerne betaler: Mere end tre gange så meget vindmøllestrøm gik til spilde i 2020
Det er efterhånden en kendt sag, at tyske penge bliver brugt på at holde danske vindmøller i ro. Men fra 2019 til 2020 er der sket en markant stigning.
Det er ikke første gang, TV MIDTVEST fortæller, at et tysk energieselskab betaler danske vindmølleejere for at lade deres vindmøller stå stille. For når det blæser meget, er det billigere for tyskerne at betale for at få stoppet danske vindmøller, end det er at stoppe deres egne.
I 2019 var det 420 GigaWatt-timer, som tyske TenneT betalte for ikke at blive produceret af danske vindmøller. En stigning fra året før, hvor tallet også var steget i forhold til 2017. Men i 2020 er stigningen mere end tredoblet. Til 1.463 GigaWatt-timer.
- Det er helt nytteløst, at sådan en energikapacitet bare er henlagt, siger Jens Bollerup fra Hvide Sande til TV MIDTVEST.
Han har ved flere lejligheder udtrykt sig kritisk over for de kystnære vindmølleparker, der planlægges opført ud for blandt andet Hvide Sande.
- Det er ikke, fordi jeg og andre er modstander af vindmøller og grøn energi. Men det er måden, vi bruger pengene på, og måden, vi udnytter vores natur på, der er tankevækkende.
Frede Hvelplund, der er professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet, er heller ikke begejstret for den tyske tendens.
- Det er et sygdomstegn i systemet, at de står stille så længe. Det er ikke en succes, forklarer han.
Skal blive bedre til at udnytte grøn energi
Anne Paulin er Socialdemokratiets energiordfører. Hun forstår godt, at det ser mærkeligt ud, at møllerne står stille.
- Men jeg kan også godt understrege, at det ikke er, fordi vi ikke har brug for den grønne energi, at møllerne står stille. Men vi skal blive bedre til at udnytte den grønne energi, forklarer hun.
Venstres ordfører på området, Carsten Kissmeyer, mener, at det for nuværende er et nødvendigt onde, at vindmøller indimellem står stille.
- Vi arbejder intenst på noget, vi kan gemme energien i. Men det kan vi ikke endnu, så lige nu er vi nødt til at have noget reservekapacitet, hvis vi vil være sikre på at strøm i stikkontakten, når vi tænder, siger han.