Ni ulve er forsvundet sporløst: Nu vil Miljøstyrelsen forhindre ulovlig jagt på ulve
Miljøstyrelsen vil nu forsøge at forebygge illegal jagt på den fredede ulv.
Siden den første ulv meldte sin ankomst herhjemme i 2012, er ni danske ulve sporløst forsvundet.
Miljøstyrelsen har derfor bedt en gruppe forskere komme med deres bud på, hvad man kan gøre for at forhindre, at de bliver skudt, hvilket i følge en række forskere er det mest sandsynlige, der er sket med de forsvundne ulve.
- Indtil videre er den bedste forklaring, at der sker en ulovlig efterstræbelse af ulv. At nogen slår ulvene ihjel på den ene eller anden måde, siger Hans Peter Hansen, der er seniorforsker ved Aarhus Universitet.
Han har stået i spidsen for en gruppe forskere, der er kommet med en række anbefalinger til Miljøstyrelsen.
- Det handler i høj grad om, at vi mener, at guleroden fremfor pisken er den bedste vej frem, forklarer Hans Peter Hansen.
I følge forskerne er der behov for mere dialog med dem, som er skeptiske overfor ulvens indtog i Danmark.
Men dialog gør det ikke alene. Politiet skal, ifølge Hans Peter Hansen, have bedre muligheder for at efterforske sagerne.
- Politiet er i dag på bar bund. De har ikke spidskompetencerne til at efterforske den her kriminalitet, som man kalder faunakriminalitet. Og der anbefaler vi, at man opruster, så man simpelt hen gør politiet dygtigere på det område, siger Hans Peter Hansen.
Strafferammen skal skærpes
Indtil nu har der kun været et tilfælde, hvor man med sikkerhed ved, at en ulv er blevet skudt. Manden der skød fik 40 dages betinget fængsel.
Venstre mener helt generelt, at der er brug for at skærpe strafferammen for faunakriminalitet.
- Vi har en af Europas laveste strafferammer og det betyder at politiet ikke kan sætte særligt hårdt ind overfor faunakriminalitet. Det gælder blandt andet ørneforgiftning og ulvedrab, siger Venstres jagtordfører, Thomas Danielsen
Forskergruppen har i alt afleveret 26 anbefalinger. De skal nu studeres nærmere af politikerne.