Nu bliver det nemmere at låne til huskøb i landområderne

Hvis du drømmer om at blive boligejer i en landkommune, kan det nu blive nemmere at låne penge til købet. Med ny lov om statsgaranti hæfter pengeinstitutterne for mindre.

4:07
En ny lov skal lette presset på realkreditinstitutterne, og dermed gøre det nemmere at låne penge til huskøb udenfor de store byer.
Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix


Det kan være svært at låne penge til at købe et hus i en landkommune. 

- Vi møder igen og igen eksempler, hvor folk ikke kan få finansieret deres drømmebolig, men fået afslag som er begrundet i blandt andet boligens placering. Så vi ved, at der er et behov.

Sådan siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, om det problem, som han kalder en skævvridning på boligmarkedet. 

Men det er der nu en mulig løsning på. 

Med en ny model vil staten give kommende boligejere garanti, hvis man har planer om at låne penge til at købe hus på landet. 

Den nye model skal bruges i de tilfælde, hvor borgere har fået afslag på at låne penge til en bolig, fordi boligen ligger i et ydreområdet. 

På den måde satser pengeinstitutterne ikke hele butikken, når en kommende husejer banker på. 

- Ordningen her betyder at man har staten i ryggen, vi tager toppen af risikoen. Og det er det, der vil gøre, at de her boliger rent faktisk bliver solgt, og vi kan få skabt liv i landdistrikterne igen, siger erhvervsminister Simon Kollerup. 

Men det er en forudsætning at banker og realkreditinstitutterne er med på ideen, siger erhvervsministeren. 

- Vi har involveret dem undervejs, så vi ved, vi har en ordning, som de reelt kan bruge, siger ministeren. 

Steffen Damsgaard er glad for den nye ordning, men havde håbet, at den også gjaldt eksempelvis lån til energirenovering af en bolig.
Steffen Damsgaard er glad for den nye ordning, men havde håbet, at den også gjaldt eksempelvis lån til energirenovering af en bolig.
Foto: Mikkel Eskelund

Gør en forskel i oplandet

Ordningen kommer helt sikkert til at virke, mener formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

- Det er en ordning, der vil batte. Vi oplever, at nogle kan låne det dobbelte, hvis de køber hus i en større by. Så vi skal sikre, at der er bosætningsmuligheder over hele landet, og det gør vi blandt andet med den her ordning. 

- Vi ser en tendens, hvor flere bevæger sig mod landdistrikterne. Men kan man ikke få finansieret sin bolig, så er det klart, at man flytter til en større by i stedet, vurderer han.  

Lars Kynde Lyng, som er ejendomsmægler i EDC i Lemvig ser også positivt på den nye model. 

- Det er godt, at vi får et fokus på nogle udfordringer, som vi har haft i en længere årrække nu. 

Selvom udfordringerne på boligmarkedet omkring Lemvig i øjeblikket er i en positiv udvikling, så kan de sagtens få brug for ordningen, vurderer han. 

- I de her tyndtbefolkede områder i vores opland, er der rigtig mange, der vil være omfattet af det her. I sidste uge var der nogen, der var nødt til at lave et pantebrevsløsning, for at kunne finansiere en ejendom herude, og det kunne da være meget sjovere, hvis de havde fået det igennem deres bank i stedet, eksemplificerer han. 

- Dem vi møder, de har jo allerede været forbi banken, men der kan være mange, som aldrig når hen til os. De bliver snakket fra det allerede inden, de ringer til mig. Det er dér, jeg tror den nye lov kommer til at gøre en forskel, forklarer Lars Kynde Lyng. 

Disse vil få gavn af garantien

Hvis du drømmer om at købe et hus i for eksempel Lemvig, Ringkøbing-Skjern eller Morsø Kommune kan du blive en af dem, der får gavn af statsgarantien. 

Garantien gælder i alle kommuner, såfremt det hus, du vil købe har en kvadratmeterpris på under 8.000 kroner. 

Men køber du hus i én af 200 udvalgte postnumre, som eksempelvis 7600 Struer eller 7650 Bøvlingbjerg, behøver kvadratmeterprisen kun være under 10.000 kroner. 

Her er den gennemsnitlige kvadratmeterpris på et hus nemlig under 8.000 kroner, og dermed er områderne også blandt de steder, hvor det kan være sværest at låne til et huskøb. 

Kilde: Erhvervsministeriet
Kilde: Erhvervsministeriet

Derfor håber erhvervsministeren også, at den nye model vil være med til at gøre realkreditinstitutterne mere risikovillige, et boliglån mere sandsynligt, og dermed måske mere liv til de mindre byer.

- Det kan være, vi kan beholde købmanden derude, eller få skolen tilbage. Det ligger måske mange år ude i fremtiden, men det er den drøm der ligger bag det her, siger Simon Kollerup. 

Kun en forsøgsordning

Den nye model er en forsøgsordning, som gælder i tre år. Derudover gælder ordningen kun for boligkøb, og det ærgrer Steffen Damsgaard. 

- Vi har hele tiden ønsket, at der i ordningen også var mulighed for at få garanti, hvis man har behov for at energirenovere sin bolig, eller til at bygge en ny bolig, siger han. 

Der er sat 12 millioner kroner af hvert år til ordningen, som automatisk udløber om tre år. 

Men det er også et kritikpunkt for Steffen Damsgaard. 

- Vores næste opgave er, at følge ordningen til dørs. Og hvis det viser sig, at ordningen er nødvendig for at flere kan få finansieret deres drømmebolig, så må politikerne finde flere midler til, at det kan lade sig gøre, siger Steffen Damsgaard. 

Alligevel roser han regeringen for at gøre noget ved problematikken om skævvridning på boligmarkedet. 

- Nu kommer vi i gang, og så kan det være, at vi får de andre elementer med på sigt, siger Steffen Damsgaard.