Ny politiskole kan give regeringen dens første nederlag

Den nye justitsminister, Søren Pape Poulsen risikerer meget forud for møde om placeringen af politiskolen i Vestdanmark.

Søren Pape
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Der er meget på spil for den nye trekløverregering, når partierne bag politiforliget fredag mødes med justitsminister Søren Pape Poulsen (K) for at drøfte placeringen af en ny politiskole i det vestlige Danmark. For regeringen har på forhånd meddelt, at den ønsker at bygge en helt ny skole i Herning. Men hverken S eller DF støtter den beslutning, og dermed risikerer regeringen at lide et nederlag. 

Ny minister har meget at miste
Det kan i sidste ende være med til at udstille, at regeringen ikke står så stærkt, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fortalte offentligheden, da den blev dannet. Sådan lyder vurderingen fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen. Særligt den nyslåede konservative justitsminister har meget at miste, påpeger han.
- Søren Pape Poulsen risikerer at få sit første store nederlag som minister, hvis han ikke kan få placeret politiskolen i Herning. Det vil være et stort prestigetab for en mand, der ovenikøbet er De Konservatives partiformand, hvis han bliver drevet tilbage af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, siger Thomas Larsen. 

Den umage alliance mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, kan - hvis det fortsætter - gøre DF-formand Kristian Thulesen Dahl til en svær nød at knække for regeringen, vurderer Thomas Larsen. Og det kan regeringen godt forberede sig på, særligt når det kommer til den økonomiske politik. Det mener Erik Holstein, politisk kommentator for netmediet Altinget.
- Der har været en klar tilnærmelse mellem de to partier, og det er ikke ændret på grund af regeringsskiftet. Så der vil fortsat være en række situationer, hvor de to partier sammen kan lægge en del af regeringens planer ned. For hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti deler den opfattelse, at der er et skrigende behov for reformer, som Løkke har givet udtryk for, siger han.

/ritzau/