Nyt signalsystem skal give færre forsinkelser: Endnu ingen mærkbar ændring

Udrulningen af digitalt signalsystem skal ifølge Banedanmark give færre forsinkelser og bedre trafikafvikling. Arriva mærker dog endnu ikke ændringer.

Arriva er den største operatør af tog i Midt- og Vestjylland.
Arriva er den største operatør af tog i Midt- og Vestjylland.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Banedanmark er i fuld gang med at skifte de gamle analoge signalsystemer på de danske jernbaner ud med nye avancerede digitale. De nye signaler dækker nu hele det midt- og vestjyske fjernbanenet.

Planen er blandt andet, det skal give flere tog til tiden.

Det har man dog ikke kunne mærke endnu hos Arriva, der er den største operatør i landsdelen.

- Vi oplever ikke nogen mærkbar ændring, siger kommerciel chef Therese Christensen til TV MIDTVEST.

- Erfaringsmæssigt så er der børnesygdomme ved hver udrulning af det her signalprogram. Man ombygger ikke for sjov, og vi har en klar forventning om, at det over tid giver en forbedring, udtaler hun.

Frem mod 2030 udruller Banedanmark den nye signalsystem på fjernbanen.
Frem mod 2030 udruller Banedanmark den nye signalsystem på fjernbanen.
Foto: BaneDanmark

Varslede startproblemer

Tilbage i juni advarede Banedanmark også om, at der var en risiko for, at man skulle have tålmodighed til at begynde med.

- Vi ved af erfaring, at der kan være udfordringer i starten, når vi tager et så komplekst system i brug, men vi er sammen med leverandøren klar til at rykke ud og rette op, hvis det skulle ske, lød det dengang fra direktør for Signalprogrammet i Banedanmark Kirsten Winther Jørgensen.

Systemet, der udrulles, kaldes European Rail Traffic Management System (ERTMS) og bygger på fælleseuropæiske standarder.

Det nye signalsystem kan også mærkes af områdets bilister.

I forbindelse med udrulningen har Banedanmark nemlig opgraderet 73 overkørsler.