Regeringen vil udrydde vildsvinet i Danmark

For at beskytte landbruget fra en potentiel risiko vil regeringen af med de danske vildsvin og bygge et hegn langs grænsen.

Vildsvin
Foto: Joel Saget/Ritzau Scanpix

Vildsvin er ikke velkomne i Danmark.

Det er det klare budskab fra regeringen og Dansk Folkeparti, der strammer grebet om grisens fætter.
    
Årsagen er frygt for sygdommen afrikansk svinepest, der breder sig blandt vildsvin i Østeuropa. Endnu er den ikke set i Danmark eller nabolandene. Men kommer den, kan det få store konsekvenser for eksporten af svinekød.
    
Derfor vil regeringen berolige landbruget og slagterierne, og de 50 til 200 vildsvin i Jylland bliver ofret.
    
- Jeg vil ikke løbe nogen risiko. Det er en eksport på 11 milliarder kroner årligt, som vi risikerer at sætte over styr, udtalte tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), inden han opgav ministerposten.
    
Først og fremmest skal der bygges et hegn langs den dansk-tyske grænse på knap 70 kilometer for at holde vildsvin ude. Samtidig har jægere fået lov til at skyde dyrene hele døgnet rundt, så det går endnu hurtigere med at udrydde dem.    

Kritikere: Ude af proportioner

Regeringens planer er blevet kritiseret af flere naturorganisationer. De kalder det voldsomt og ude af proportioner at udrydde en hel bestand på grund af en potentiel risiko.
    
Samtidig påpeger flere, at hegnet ikke garanterer et vildsvinefrit Danmark. Dyrene kan formentlig slippe igennem hullerne til bil- og togtrafik eller svømme.
    
Og ifølge WWF Verdensnaturfonden er det oftest menneskelig aktivitet, der spreder svinepesten.
    
Men i Folketinget har et grænsehegn klart flertal, når det førstebehandles i Folketinget torsdag. Ud over regeringen og DF er Socialdemokratiet nemlig også tilhænger.

- Vi er bekymrede over den risiko, det udgør for eksporten af svinekød, hvis vi får svinepest til Danmark. Det vil koste mange arbejdspladser, så jeg mener, at vi skal tage vores forholdsregler, siger ordfører Simon Kollerup.
    
Socialdemokraten understreger dog, at hans parti ikke bakker op om den totale nedskydning af vildsvinene, når der ikke er svinepest tæt på Danmark.
    
Helt imod er til gengæld partiet Alternativet.
    
- Det er et fuldstændig hovedløst forslag, som ikke bunder i hverken en reel vurdering af risiko for spredning, eller om sådan et hegn vil kunne stoppe den, siger ordfører Christian Poll.
    
/ritzau/
  

2:33
TV MIDTVEST sendte i 2016 dette indslag om vildsvin i den danske natur. Dengang lød budskabet, at vi lige så godt kan vænne os til vildsvin i Danmark. De kommer uanset om vi vil det eller ej, lød det blandt andet fra Danmarks Naturfredningsforening.