Regionsrådsmedlem: Psykiatrien bliver snydt for flere sygeplejersker

Millioner fra regeringen betyder, at Region Midtjylland nu kan ansætte over 200 sygeplejersker ekstra på sygehusene. Men ikke en eneste af dem bliver ansat i psykiatrien.

- Jeg føler faktisk, at man går imod regeringens intentioner om at styrke psykiatrien, siger Mikkel Rasmussen fra Psykiatri-Listen.
- Jeg føler faktisk, at man går imod regeringens intentioner om at styrke psykiatrien, siger Mikkel Rasmussen fra Psykiatri-Listen.
Foto: Anders Davidsen / TV MIDTVEST

Psykiatri-Listen kæmper i regionsrådet for flere ressourcer til behandling af psykiatriske patienter i Region Midtjylland. De er skuffede over, at en stor pose penge fra regeringen til ansættelse af nye sygeplejersker ikke kommer psykiatrien til gavn. 

- Begge steder har man brug for sygeplejersker, og der vælger man så i vores region ikke at give nogen til psykiatrien. Så vi bliver snydt igen, lyder kritikken fra Mikkel Rasmussen, der er regionsrådsmedlem for Psykiatri-listen i Region Midtjylland.

Går mod regeringens intentioner

Næsten 130 millioner kroner får Region Midtjylland nu til flere sygeplejersker. De ekstra hænder kunne fordeles på både de psykiatriske og de ikke-psykiatriske hospitaler. Psykiatri-listen mener - ligesom Alternativet - at psykiatrien her skal have sin retfærdige andel af de ekstra sygeplejersker.

Regeringen og Danske Regioner har aftalt at skaffe 1000 ekstra sygeplejerske på landets sygehuse - og de psykiatriske sygehuse er da også nævnt i aftalen:

- Jeg føler faktisk, at man går imod regeringens intentioner om at styrke psykiatrien, siger Mikkel Rasmussen.

40 sygeplejersker til psykiatrien

Men det hører med til historien, at psykiatrien også får en særlig pose penge på årets finanslov. Som i sig selv vil kaste flere sygeplejersker ind i den midtjyske psykiatri.

- Det er et historisk stort løft, psykiatrien er i gang med lige nu. Der bliver ansat 40 nye sygeplejersker, så jeg mener på ingen måde, at man kan sige, at psykiatrien bliver snydt, lyder det fra Anders Kühnau (S).

Regionsrådsformanden afviser, at det er realistisk at skaffe endnu flere sygeplejersker lige nu. Men han mener at psykiatrien i Region Midtjylland er på rette vej:

- Vi sparer ikke i psykiatrien længere. Vi investerer i psykiatrien, og det skal vi også. Og derfor kommer der også flere sygeplejersker til psykiatrien, og det er rigtig godt.

Stort efterslæb

Men Psykiatri-Listen peger på, at genopbygningen først lige er begyndt - efter mange års udsultning:

- Vi snakker altså om et efterslæb på flere milliarder. Så vi er ikke i mål endnu, siger Mikkel Rasmussen.

Region Midtjylland forventer at kunne ansætte 215 ekstra sygeplejersker - men ingen af dem havner altså i psykiatrien.

Med de ekstra sygeplejersker kan regionen formentlig undgå direkte fyringer, når sygehusene i Herning og Holstebro flytter sammen i Gødstrup. Her skulle der egentlig nedlægges 87 stillinger, men det tal kan nu reduceres til det halve.