Seks gode råd fra lægen i hedebølgen: - Jeg tror, at nogen kan komme i livsfare i dag
Vand, salt og skygge er dine bedste venner onsdag ifølge lægen Jerk Langer.
Det bliver næppe mere midt i sommerferien, end det er i dag.
Onsdag i uge 29 og måske den varmeste dag nogensinde målt i Danmark.
Men imens du ligger på stranden med kold cola og en skiveskåret vandmelon og nyder tilværelsen, så er det værd at huske, at varmen kan være farlig - endda rigtig farlig. Det fortæller lægen Jerk Langer.
- Jeg tror, at nogen kan komme i livsfare i dag i Danmark, fordi vi ikke har haft nogle varme uger op til, hvor vi har vænnet os til de høje temperaturer, siger han.
Det er ældre, folk på medicin, nyfødte og personer med kroniske sygdomme, som skal passe ekstra meget på onsdag.
- Vores krop kan slet ikke forstå, at temperaturen pludselig stiger 10-15 grader, end hvad vi er vant til. Hvis man er særligt udsat, og man ikke passer godt på sig selv, så kan man i værste fald dø af det her, fortæller Jerk Langer.
I Portugal er mere end 200 mennesker døde i hedebølgen, der har ramt Europa.
Heldigvis behøver det ikke komme så vidt. Der er en række advarselslamper, som din krop kan give dig i varmen, og hvis du oplever dem i løbet af dagen, bør du reagere.
- Hvis ens krop bliver rigtig varm, så går det udover ens mentale status. Man bliver konfus og forvirret. Man kan få lavt blodtryk og falde omkuld og i værste fald kan man få hedeslag.
- I det tilfælde bliver man rigtig dårlig, ved ikke hvor man er, har lavt blodtryk og i værste fald, kan det skade kroppens organer som for eksempel hjerne, hjerte, nyrer og lever, fortæller Jerk Langer.
Hvis du oplever nogle lignende symptomer, så er gode råd i dagens anledning ikke dyre. Det er nemlig bare at følge lægens gode råd herunder.
Seks gode råd
Som lægen Karl i kultklassikeren "Blinkende Lygter" sagde:
- Han skal drikke meget og spise salt!
Nuvel, situationen i filmen var en anden, end den som midt- og vestjyderne oplever i dag med hedebølgen. Men ikke desto mindre er masser vand og salt også Jerk Langers vigtigste råd til at klare sig gennem onsdagens varme.
1. Drik Masser af vand
- Kroppen er jo god til at komme af med varme, når vi sveder. Men kommer man i en situation, hvor man ikke kan svede nok, eller kroppen ikke har vand nok til at svede, så begynder temperaturen i kroppen at stige, og så kan man få kunstig feber og solstik, siger Jerk Langer.
Han anbefaler derfor, at man drikker minimum to liter vand og gerne mere i løbet af en dag som i dag.
2. Spis din væske
- Vi kan spise os til vand. For eksempel med en squash, agurk, kirsebær, frugter eller andet lignende. Det er en måde at smule vand ind i kroppen, siger lægen
3. Spis salt
- Vi taber salt, når vi sveder. Så spis for eksempel saltstænger eller put ekstra salt på maden, rårdgiver Jerk Langer.
4. Pas på med alkohol
Selvom en varm sommerdag kan kalde på en kold fra kassen, så anbefaler lægen, at man behersker sig.
- Der må jeg løfte en kedelig pegefinger. Alkohol er vandrivende. Det vil sige, at man tisser mere, end man drikker. Det er helt fint at drikke lidt alkohol, man skal bare huske at drikke almindelig vand også, siger Jerk Langer.
5. Søg skygge (på flere måder)
For at sænke kropstemperaturen anbefaler lægen, at man søger skygge engang imellem. Eventuelt kan man også bruge hat og have trøje på for ikke at blive ramt direkte af solens stråler.
6. Hop i vandet
Selvom en tur i vandet oftest foregår i direkte sol, så vil det kun gavne dig i hedebølgen.
- Der er masser af vand omkring os, og det er godt at få sig en dukkert. Udnyt chancen til, at vi endelig kan gøre det og bliv kølet ned.
Og som en afslutning følger lægens altid gode råd:
- Tænk dig om og pas på dig selv.