Skills inspirerede Gry: - Eventet var en stor motivation for, at jeg blev murer
19-årige Gry Astrup besøgte DM i skills tilbage i 8. klasse sammen med sin folkeskole. Arrangementet fik hende til at vælge en erhvervsuddannelse.
Det årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne, DM i Skills, er netop i gang i Høng ved Kalundborg.
Her kæmper cirka 300 deltagere om at blive landets bedste inden for frisør, kok, klejnsmed og mange andre erhvervsuddannelser.
19-årige Gry Astrup fra No er med i kampen om at blive Danmarks bedste murer. Sidste år lykkedes det hende at vinde titlen, og nu er hun tilbage for at forsvare den.
Hele hendes interesse for murerfaget skyldes faktisk netop DM i Skills.
Tilbage i 8. klasse besøgte hun nemlig DM i Skills med sin folkeskole.
- Eventet var en stor motivation for, at jeg blev murer, fortæller hun.
Det var også her, at hun fik kendskab til Murerfirmaet Glenn Østergaard i Spjald, som hun i dag er elev hos.
- Murerfirmaet Glenn Østergaard har haft to lærlinge inden mig, som har vundet DM i Skills, så derfor fandt jeg Glenn, forklarer den 19-årige.
Ifølge direktøren for SkillsDenmark, Simon Neergaard-Holm, så er formålet med arrangementet også at tiltrække og oplyse flere unge til erhvervsuddannelserne.
- Vi (red. SkillsDenmark) er sat i verden for at ændre mønstret med, at der mangler folk, der vælger en erhvervsuddannelse og for at skabe mere interesse for erhvervsuddannelserne. Vi har brug for faglærte, forklarer direktøren.
Arrangementet er blevet afholdt siden 2011, men eventet har aldrig været større, end det er nu, hvor unge kæmper for at blive Danmarksmester i ikke mindre 49 konkurrencefag og 21 demofag, oplyser Simon Neergaard-Holm.
’Ikke bare et ærgerligt alternativ’
Udover Gry Astrup er også Thomas Sand Kristensen fra Brande med i Danmarksmesterskaberne.
Det er første gang, at han er med i konkurrencen om at blive Danmarks bedste elektriker.
Udover at det kunne være fedt at vinde en titel, så er der også noget andet, Thomas Sand Kristensen synes er vigtigt ved eventet.
- Der kommer fokus på mit fag, og man kan få lov til at vise, at en erhvervsuddannelse ikke bare er det lidt ærgerlige alternativ til at gymnasial uddannelse, siger han og fortsætter:
- Man skal være rimelig skarp og være klædt godt på for at kunne gøre det godt som elektriker.
Til dagligt går han på Herningsholms Erhvervsskole og er i lærer hos A. Søndergaard A/S.
Både Thomas Sand Kristensen og Gry Astrup er spændte på, hvordan det kommer til at gå dem i konkurrencerne.
DM i Skills strækker sig over den 28. – 30. april 2022.