Smid julefedtet i naturen: Her er de bedste steder at gå tur
Vi har samlet nogle af de bedste bud på smukke steder til en gåtur med familien.
Ovenpå en aften med flæskesteg, brunede kartofler, fuldfed sovs, risalamande og juleøl til at skylle det hele ned med, så oplever mange her dagen derpå en pludselig trang til at bevæge sig lidt.
Hvis valget valder på en gåtur med kæresten, familien eller måske bare hunden, så er her inspiration til nogle af de smukkeste steder i landsdelen, hvor man kan lege turist for en dag og samtidig forbrænde lidt af juleflæsket.
Vest
Kommunikationsansvarlig hos Ringkøbing Fjord Turisme, Julie Vesterby, har et klart favoritsted:
- Alle steder ved Vesterhavet er fantastiske. I min familie mødes vi altid ved Søndervig for at gå en juletur. Hvor lang sådan en tur bliver afhænger dog meget af vejret - nogle gange bliver man hurtigt luftet igennem, siger hun.
Hvis man gerne vil undgå skumsprøjt og sand i skoene, så har Ringkøbing-Skjern også andet at byde på.
- Hvis man vil have fascinerende natur, så er Skjern Enge et godt bud. Her kunne man starte ved Pumpestation Nord og gå en tur op i tårnet, hvor der er udsigt over området. Der er så smukt ved floddeltaet, og der er mange muligheder for forskellige ture, siger Julie Vesterby.
Nord
Ole Riis Christensen er turistchef hos Thy Turistbureau, og han kan finde på mange seværdige steder i den nordlige del af Midt- og Vestjylland.
- Hvis man vil have storslået natur, så kunne det være et godt bud at tage til Isbjerg og gå op på toppen. Der er den mest fantastiske udsigt over vildmarken, siger han.
Ud over det måske knapt så kendte Isbjerg, hiver han også en god, gammeldags turistmagnet ud af ærmet.
- En klassiker er Lodbjerg Fyr. Der er gode stisystemer, så man kan selv bestemme, hvor lang turen skal være. Fyret er altid en tur værd, siger Ole Riis Christensen.
Øst
Hos VisitViborg, hvor Charlotte Kastbjerg er turistchef, kræver det mange overvejelser at koge mulighederne ned til to konkrete bud, men til sidst lykkes det.
- De Fem Halder i Dollerup Bakker synes jeg helt klart er et besøg værd. Der er gamle borge at kigge på, og lige nu er der et stort projekt i gang derude, hvor man blandt andet er ved at lave legeplads. En gåtur i ruinerne efterfulgt af en kop kaffe ville være en skøn tur, siger Charlotte Kastbjerg.
Især til børnefamilierne foreslår hun et sted, hvor der er gode legemuligheder.
- Sønæs ved Søndersø er et lidt overset, men rigtig dejligt sted. Der er både natur og super gode legemuligheder for børnene med flere legepladser, siger hun.