Socialdemokrater vil indføre zoner hvor fyrværkeri forbydes
Det skal være lettere for kommuner at etablere zoner med forbud mod fyrværkeri, foreslår Socialdemokratiet.
Socialdemokratiet vil stramme reglerne for brug af nytårsfyrværkeri.
Partiet mener blandt andet, at det skal være lettere for kommunerne at lave zoner, hvor der ikke må fyres raketter af.
- Vi har set, at der er steder i landet, hvor nogle stimler sammen og har en fest ud af at skyde raketter af mod for eksempel et rådhus eller andre bygninger og smadre vinduer.
- Vi vil gøre det lettere for kommuner at lave zoner med affyringsforbud, siger retsordfører Trine Bramsen (S).
Hun forestiller sig, at kommunerne kan håndhæve sådanne zoner eksempelvis ved at hyre private vagter eller lade Hjemmeværnet stå for overvågningen.
- Der er mange måder at håndhæve det på. Men det er ikke der, diskussionen bør starte. Den bør tage udgangspunkt i, at der er op mod 300 personer, som kommer til skade ved det, der skulle være en festlig aften, siger Trine Bramsen.
Ud over zoner med forbud mod fyrværkeri vil Socialdemokratiet også have fjernet de farligste raketter fra markedet.
- I Norge har man reduceret antallet af skader markant over de seneste år, hvor man har lavet restriktioner for raketter med pind på.
- Når erfaringerne er så entydigt gode, så synes jeg, at man skal skele til dem, siger Trine Bramsen.
Raketter med pind kan være lumske, fordi de typisk står i en flaske, der kan vælte ved affyringen.
Som et tredje og sidste element i forslaget vil Socialdemokraterne have afsat flere ressourcer til at kontrollere ulovligt importeret fyrværkeri.
Hos Dansk Folkeparti vil erhvervsordfører Hans Kristian Skibby gerne være med til at afsætte flere ressourcer til kontrol med ulovligt fyrværkeri.
Han vil også gerne se nærmere på, om krudtstørrelsen på de såkaldte pindstyrede raketter skal begrænses.
Men forslaget om at gøre det lettere for kommuner at lave affyringsforbud falder ikke i god jord.
- Sådan et forbud vil politiet og myndighederne ikke have kinamands chance for at håndhæve, siger Hans Kristian Skibby.
En Megafon-undersøgelse viser dog ifølge tv2.dk, at 66 procent af danskerne bakker op om at indføre forbudszoner, hvor fyrværkeri ikke er tilladt.
Sidste nytårsaften kom 254 personer ifølge Ulykkes Analyse Gruppen til skade ved brug af nytårsfyrværkeri. I 2014 trådte skærpede regler i kraft omkring salg og brug af fyrværkeri.
Reglerne betyder, at man nu kun kan købe fyrværkeri i perioden fra 15. til 31. december.
Krudtet må kun affyres i perioden fra 27. december til og med 1. januar.
/ritzau/