Søren Pape om mere nærpoliti i landsdelen: - Det er en tidlig juleaften

Der er udsigt til mere lokalpoliti i Midt- og Vestjylland, og det glæder De Konservatives formand og tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen.

Søren Pape Poulsen (K) er godt tilfreds med den nye politiaftale, som kommer tre kommuner i Midt- og Vestjylland til gavn.
Søren Pape Poulsen (K) er godt tilfreds med den nye politiaftale, som kommer tre kommuner i Midt- og Vestjylland til gavn.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Som en del af den nye polititaftale er der afsat penge til 20 nye nærpolitienheder. Det betyder, at der kommer lokalt politi i Ikast-Brande, Struer og Vesthimmerland Kommuner.

Det er rigtig godt nyt for borgerne, mener den konservative formand Søren Pape Poulsen.

- Det er vigtigt, at danskerne ser politiet og har et politi, der kan tage sig af dagligdagsoplevelser og ikke kun, når der er blå blink, siger Søren Pape Poulsen til TV MIDTVEST.

Tirsdag aften blev et bredt flertal i Folketinget enige om et nyt politiforlig for 2021-2023. To af aftalens hovedpunkter indebærer 450 ekstra betjente og 20 nærpolitistationer.

Den tidligere justitsminister glæder sig over aftalen, som Det Konservative Folkeparti uden tvivl skulle være med i, fortæller han.

- Vi får en aftale, der bygger videre på den forrige. Vi udvider og forstærker dansk politi, som kommer mere til gavn for borgernes tryghed. Som tidligere minister er det her som en tidlig juleaften, siger Søren Pape Poulsen.

Kærshovedgård kræver ekstra opmærksomhed

I aftaleteksten står der, at nærpolitienhederne skal være base for lokalpolitiet i de pågældende områder, og at der kommer til at være åbent for fysiske henvendelser mindst 15 timer om ugen.

Desuden vil nærpolitienhederne have en bemanding på minimum 5 politiårsværk til hver station. Det kommer flere fordele ud af, fortæller Søren Pape Poulsen.

- Udover at der er åbent for borgerne i kontortiden, så bliver der også flere synlige betjente ude og patruljere eller tale med folk, eller hvad der måtte være af opgaver i lokalområdet, siger han.

Ikast-Brande Kommune har noget nærpoliti i forvejen, men nu bliver der altså oprustet. Og det er der særligt én god grund til, forklarer Søren Pape Poulsen.

- De har Kærshovedgård, og der er vi simpelthen nødt til at gøre noget mere, siger han.

Der er tale om en markant udvidelse af politiets eksisterende åbningstider, fremgår det af aftaleteksten. 110 ekstra lokalbetjente frem mod 2023 skal have de nye 20 nærpolitienheder som arbejdssted.

Venstre vil ikke være med

Partierne, der har indgået aftalen, er Socialdemokratiet, DF, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og Nye Borgerlige. Men Venstre er ikke med.

Venstres retsordfører, Inger Støjberg, fortæller til Ritzau, at det er finansieringen i aftalen, der er årsagen til, at Venstre ikke er med.

- Det kan jeg kun beklage, men det er jo deres valg, siger Søren Pape Poulsen om Venstres beslutning.

Inger Støjberg påpeger, at regeringen hæver skatter og afgifter for at betale for flere betjente. Men det er ikke noget, der for De Konservative er et stort nok problem til, at de ikke vil være med, fortæller Søren Pape Poulsen.

- Den største del af finansieringen her kommer fra et råderum. Så er det rigtigt, at nogle ting bliver dyrere, og det har vi ikke noget problem med, fortæller Konservative-formanden.

- Et pas bliver dyrere, men du skal have sådan et hvert tiende år. Den stigning tager vi med. Der er ingen tvivl om, at det her er en aftale, vi er med i, siger han.