Store regionale forskelle på bredbånd
Den årlige kortlægning af bredbåndsdækningen viser store regionale forskelle. Dækningen er bedst i Region Syddanmark, mens Region Sjælland halter bagefter
Danskernes muligheder for at streame, surfe, maile og chatte er bedre end nogensinde. Hele 88 pct. af de danske husstande og virksomheder har adgang til mindst 100/30 Mbit/s, det skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse.
Det viser opgørelsen ’Bredbåndsdækningen i Danmark 2016’, som udkommer i dag.
Dækningsprocent varierer dog markant mellem landsdelene. Region Syddanmark topper listen over hurtigt bredbånd med en dækning på hele 92 pct. Region Sjælland har den laveste dækningsprocent, men kortlægningen viser samtidig en rivende udvikling i regionen, hvor man på blot ét år har hævet dækningen med 11 procentpoint fra 68 pct. i 2015 til 77 pct. i 2016.
- Hvert år investerer teleselskaberne adskillige milliarder i udrulning af infrastruktur. Derfor har vi i Danmark en international set høj udbredelse af lynhurtigt bredbånd. Kortlægningen viser, at flere og flere kommer med år for år. Kortlægningen viser dog også, at visse dele af landet halter noget efter. Det er her, at vi med bredbåndspuljen kan forsøge at lukke nogle af de huller”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
Ændret opgørelse for virksomheder
Energistyrelsen arbejder løbende med at forbedre den årlige bredbåndskortlægning. Årets rapport er den mest præcise og omfattende indtil nu. Man har haft særlig opmærksomhed på at få en mere retvisende kortlægning af virksomhedernes adgang til hurtigt bredbånd. Arbejdet har resulteret i, at man har fået fjernet et meget stort antal tomme erhvervsbygninger, som tidligere har indgået i kortlægningen. Den nye kortlægningsmetode indebærer, at virksomhedernes dækning med hurtigt bredbånd (mindst 100/30 Mbit/s) er steget fra 55 pct. i 2015 til 82 pct. i 2016.