Tusindvis booker bord forud for genåbning af restauranter

Næsten 80.000 bestilte fredag bord hos bookingsystemet DinnerBooking, som benyttes af 800 restauranter.

Fra på onsdag må restauranterne have åbent igen.
Fra på onsdag må restauranterne have åbent igen.
Foto: Lasse Hagelund Uttrup TV MIDTVEST

Der har været stor interesse for at bestille bord på restauranterne, siden det fredag stod klart, at restauranterne kan åbne for gæster indendørs fra på onsdag.

Hos bookingsystemet DinnerBooking, der benyttes af omkring 800 restauranter i Danmark, var der fredag 77.250 bookinger.

Til sammenligning har der de seneste uger være 6000-10.000 bookinger om dagen.

Hvis man sammenligner med tiden før coronavirus, var der i den samme uge i april 2019 omkring 30.000 bookinger om dagen.

- Det har været helt vildt, hvad vi har fået ind af bookinger. Så højt et antal havde vi ikke set komme, siger Laura Madsen, der er kommunikationschef hos DinnerBooking.

- Vi kan se, at der er stor interesse for de lidt dyrere restauranter, og det tyder på, at gæsterne er villige til at smide lidt ekstra efter et godt måltid mad, siger hun.

Restauranter skal have sidste udskænkning eller servering klokken 22. Herefter har kunderne en time til at indtage mad og drikke, inden spisestederne skal lukke klokken 23.

Der er krav om at bestille bord på forhånd, hvis man vil på restaurant. Samtidig skal man fremvise et coronapas, når man sidder indendørs på en restaurant, mens det ikke er et krav udendørs.

Med et coronapas skal man bevise, at man enten har været smittet i løbet af de seneste tre måneder, er vaccineret eller har en negativ coronatest, der er maksimalt 72 timer gammel.

Restauranterne har været lukket for gæster siden 9. december, hvor regeringen lukkede ned efter en stigning i coronasmitten.

Det var oprindeligt planlagt, at restauranterne kunne genåbne på onsdag for gæster udendørs, mens der først 6. maj var planlagt en åbning indenfor.

Folketinget har valgt at fremrykke genåbningen, da det går bedre end forventet med smitteudviklingen.

/ritzau/