Udspil vil sende de ældste elever i skole efter ferien

Det har store omkostninger for børn og unges trivsel, hvis de fortsat holdes hjemme, mener Dansk Industri.

Dansk Industri vil have de ældste elever tilbage i folkeskolerne (arkivbillede).
Dansk Industri vil have de ældste elever tilbage i folkeskolerne (arkivbillede).
Foto: Anne Bæk / Ritzau Scanpix

Det er en hård tid for de ældste elever, som i snart to måneder ikke har gået i skole sammen med deres klassekammerater og lærere, men i stedet sidder alene foran computerskærmen hele dagen.

For at imødegå ensomhed og mistrivsel blandt de unge foreslår Dansk Industri, at de ældste klasser gradvist sendes i skole efter vinterferien - altså mandag 22. februar.

- Vi mener, at det er rigtig vigtigt, at vi får prioriteret dem, der skal forlade deres uddannelsesinstitutioner, siger underdirektør Mette Fjord Sørensen fra Dansk Industri.

Organisationen vil have 9.- og 10.-klasserne, eleverne i 2.hf og 3.g samt de unge, der snart skal afslutte en erhvervsuddannelse, tilbage i skole.

- De skal tilbage allerede efter vinterferien, så de kan få undervisning og blive en del af det sociale fællesskab.

- For der er rigtig mange, der mistrives lige nu, og der er mange, der hænger med skuffen, siger Mette Fjord Sørensen.

Dansk Industri foreslår, at eleverne kun møder fysisk i skole tre dage om ugen for at begrænse spredning af covid-19. De øvrige to dage skal de unge modtage onlineundervisning.

De resterende elever i folkeskoler, gymnasier og på erhvervsuddannelser skal tilbage i skolerne fra 1. marts, lyder det fra organisationen.

De Radikale er enige i, at det et på tide at åbne skolerne for de større elever. Foreløbig er det kun børnene i 0. til 4. klasse, der møder fysisk i skole.

- Børn og unge skal tilbage i skole så hurtigt som muligt. Men det skal være dem alle sammen - ikke kun dem, der skal til eksamen, skriver undervisningsordfører Lotte Rod (R) på Twitter.

Eleverne på efterskole skal også tilbage, mener Dansk Industri, som foreslår, at de i så fald får foretaget en lyntest ugentligt.

Organisationen mener, at der skal laves en plan, som danner grundlag for en fuld genåbning af folkeskoler og ungdomsuddannelser til 6. april.