Vestas-overskud falder: Aktionær tager regnskabet med ophøjet ro

Prisen på vindmøller på det globale marked er faldet, og det er gået hårdt ud over den gamle Lem-virksomhed.

John Møller Jensen fra Søndervig har i 15 år haft private aktier i den store vindmøllevirksomhed. Han tager kursfaldet i sine aktier med ophøjet, vestjysk ro.
John Møller Jensen fra Søndervig har i 15 år haft private aktier i den store vindmøllevirksomhed. Han tager kursfaldet i sine aktier med ophøjet, vestjysk ro.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Selvom der bliver lavet rekordmange vindmøller hos Vestas, så tjener vindmølle-virksomheden færre penge. Det viser regnskabet for 2018, hvor overskuddet er faldet med en fjerdedel fra året før.

- Men det er jo også svært at hamle op med foregående år, som jo var rekordår.

Sådan siger John Møller Jensen fra Søndervig, der i 15 år har haft private aktier i den store vindmøllevirksomhed. Han tager kursfaldet i sine aktier med ophøjet, vestjysk ro.

Det er især, fordi prisen på vindmøller på det globale marked er faldet, og det er gået hårdt ud over den gamle Lem-virksomhed. Men John Møller Jensen forventer, at Vestas klarer skærene.

- Jeg forventer, at de som minimum indfrier det, de har sagt med deres omsætning. Og jeg tror, de har meldt forsigtigt ud som vestjyder, så det har jeg stor tillid til, siger John Møller Jensen.  

Trump, Brexit og Kina

Vestas har i 2018 haft rekordmange ordrer på opførsel og service af vindmøller. Men vindmølleproducenten havde svært ved at omsætte den stigende efterspørgsel til en lignende stigning i profit. I stedet faldt overskuddet med en fjerdedel i virsomheden, der startede som et lille foretagende ved navn Vestjysk-Staalteknik, men som i dag omsætter for milliarder.

Som aktionær holder John Møller Jensen som altid nøje øje med, hvordan Vestas klarer sig på markedet, hvor mange faktorer hele tiden spiller ind.

- Hvordan opfører Trump sig, og hvordan kommer Brexit til at forløbe, og hvad sker der med forhandlingerne med Kina? Der er mange faktorer, og hvis ellers det falder nogenlunde fornuftigt ud, så tror jeg vi vil få et ganske fint aktieår i år, siger det fortrøstningsfulde aktionær.

Vestas har per dags dato en markedsværdi på 109 milliarder. På verdensplan har Vestas over 24.000 ansatte.   

   

2:00