Virksomheder må sno sig under coronakrisen: - Når telefonen ringer, er det oftere en annullering end en ny booking
De havde håbet og troet på, at normale tilstande var tæt på. Men endnu engang må virksomhederne sno sig. Og for nogen handler det nu om overlevelse.
Torsdag den 10. september er en god dag i Ulfborg.
Hos den tidligere brugsuddeler fra Tim, Kristian Skannerup, står den på hotdogs i kantinen, for det skal fejres, at de næsten 40 medarbejdere i Mil-tek A/S for første gang i næsten fem måneder alle er tilbage på den vestjyske arbejdsplads.
Virksomheden, der har specialiseret sig i at levere maskiner, der komprimerer affald, har også mærket coronaens tag i det seneste halve år. Men i dag lysner det.
- Det er helt fantastisk, og det er med stor glæde at se, at alle er tilbage i godt humør og fuld af energi og har klaret den belastning, det har været at gå derhjemme og langt væk fra dagligdagen og kollegerne. Men alle virker til at være glade for at være tilbage på deres gode, gamle arbejdsplads, lyder det fra stifter og medejer, Kristian Skannerup.
Otte dage efter bliver smilet lidt mere anstrengt. Statsministeren kalder til pressemøde og informerer om nye, landsdækkende coronarestriktioner og opfordrer til, at alle, der kan, bør arbejde hjemme. Coronaen er langt fra ovre.
- Det var ikke lige det her, vi havde regnet med. Vi havde sådan glædet os til nu for alvor at kunne komme i gang og ud og erobre markeder. Vi var klar til at give den fuld gas og nå det, vi har tabt under coronakrisen. Men det må så blive i 2021 eller 2022, at vi når det. Jeg er dog fortsat af den overbevisning, at det skal gå helt galt ude i den store verden, før vi kommer i økonomisk uføre og fare, understreger Kristian Skannerup.
Kampen for overlevelse
Igennem mere end et halvt år har TV MIDTVEST fulgt fire virksomheders kamp for at komme igennem coronakrisen. Udover Mil-tek i Ulfborg er det DK Company med hovedsæde i Ikast, Kulturhuset 18B i Harboøre og så Limfjordens Hus i Glyngøre.
Her har restauratør Rasmus Overgaard Kardyb fået en hård begyndelse. Få dage efter åbningen ramte coronakrisen med fuld hammer. Efter måneders nedlukning har han haft en fantastisk sommer, men de nye restriktioner rammer på et uheldigt tidspunkt.
- Det er selskaber, der aflyser, og folk, der skulle have været inde at spise til aften. Det er lidt en dårlig drøm igen. Det minder meget om et deja-vu fra foråret. Når telefonen ringer, er det oftere en annullering end en ny booking. Og det er sgu hårdt at skulle i gang med igen. Det var ikke det, vi havde brug for. Jeg forstår dog godt folk. Der er sgu ikke noget at sige til, at det ikke er hyggeligt at invitere lillemor ud på en god middag, når tjenere går rundt med mundbind, og man selv skal have det på. Vi er jo ikke i en livsnødvendig branche. Det skal være en god oplevelse at gå ud og spise, siger Rasmus Overgaard Kardyb.
Han er bekymret for efterårets og vinterens udsigt. Og afhængig af, at tingenes tilstand snart ændrer sig.
- Vi har brug for selskaber for at holde os oven vande. I forvejen er det svært nok at drive a la carte restaurant på de her kanter. Så vi har ikke brug for endnu en tynd periode. Vi kæmper det bedste, vi har lært, og betyder det, at jeg selv skal arbejde plus 70 timer igen, så er det det, jeg gør. Det er trods alt overlevelsen. Men det var ikke det, vi havde set frem til. Og det var ikke planen med det hele.
- Er det det, I kæmper for? Overlevelsen?
- Det er i hvert fald på nippet til det. Vi kan godt se med de få mennesker, der kommer ind ad døren, det er ikke noget, vi kan få en vinter til at køre på, understreger Rasmus Overgaard Kardyb.
Bedre til at krisestyre
I Ulfborg krydser Kristian Skannerup også fingre for, at coronakrisen snart blæser over. Men coronaen og konsekvenserne sidder hele tiden i baghovedet.
- Vi kan ikke gøre noget ved vindretningen, men vi kan justere vores sejl i forhold til, hvilken vej vinden blæser. Og det er vi blevet meget bedre til, altså at krisestyre her under coronakrisen. Og det giver trods alt en ro i maven, og så prøver vi at bevare smilet, selv om det kan være lidt anstrengt i øjeblikket, siger han.