Pris til robotvirksomhed fra Mors
Bila kåret til Entrepreneur Of The Year i Region Nordjylland.
Robotvirksomheden Bila fra Nykøbing blev torsdag aften kåret til årets vækstvirksomhed i Region Nordjylland.
Det er det internationale revisions- og rådgivningsfirma EY (Ernst & Young), der står bag kåringen af EY Entrepreneur Of The Year, og i begrundelsen hedder det blandt andet, at Bila er med til at drive den udvikling, der betyder, at Danmark er blevet et foregangsland, når det gælder automatiseringsløsninger ved hjælp af industrirobotter.
- Juryen peger også på, at mere end 1000 automatiseringsløsninger til Danmark, Skandinavien det øvrige europæiske og amerikanske marked vidner om et stort potentiale, og en vinder med en karismatisk entrepreneur, der skinner igennem og har store ambitioner, siger Allan Terp, Partner i EY, i en pressemeddelelse.
En kæmpe cadeau
Det var Bilas administrerende direktør Jan Bisgaard Sørensen, der modtog prisen, og han var tydeligt stolt.
- Det er pissefedt og en kæmpe cadeau til folkene, der arbejder døgnet rundt for at grundlægge den her succes, sagde han til Jyske Bank TV.
Der følger ingen penge med kåringen, men Bila får med den regionale titel lov til at deltage i den landsdækkende konkurrence. Og vinderen her går så videre til en international konkurrence.
Ud over den økonomiske vækst har juryen lagt vægt på faktorer som værdier, ledelse og samfundsmæssigt engagement.
EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i mere end 60 lande.