Kulturmødet jubler: Nu er der frigivet 2000 ekstra billetter
På Mors inviterer man til et noget anderledes kulturmøde end normalt. Nu kan endnu flere dog være med.
Fra lørdag 14. august forsvinder afstands- og arealkravene ved arrangementer med siddende publikum i kultur-, idræts- og foreningslivet, og det er de glade for på Mors.
Det betyder nemlig, at man nu kan frigive 2000 ekstra billetter til Kulturmødet, der finder sted mellem 19. og 22. august.
- Det er en stor, stor glædelig nyhed for os, at man nu kan åbne op for kunst- og kulturlivet og få endnu flere til at opleve det program, som vi har arbejdet benhårdt på at præsentere. Så vi er klar til at gå i luften med 2000 flere billetter, og det er altså rigtigt meget for os i år, siger direktør for Kulturmødet, Trine Bang og fortsætter:
- Længe har vi haft mange udsolgte arrangementer, som der har været stor efterspørgsel på, så vi glæder os rigtig meget på at afvikle det på næste torsdag.
Biograf glæder sig til flere gæster
Et af de steder, hvor afstandskravet nu frafalder, er Bio Mors i Nykøbing. Her ser den daglige leder Dorte Eskildsen frem til at der nu kan komme flere gæster til tre arrangementer med en række danske forfattere.
Blandt andet blev de 82 billetter til at arrangement med forfatteren Leonora Christina Skov udsolgt den første dag. Nu er der pludselig plads til 142 i salen.
- Selvom jeg ikke har nogen indflydelse på billetterne, så er der jo nogen, der alligevel spørger, om de ikke lige kan få en plads. Så jeg har kontaktet nogen af dem og sagt ”så venner, nu skal I være vågne, for nu bliver der åbnet op”. Det er jo helt fantastisk, siger Dorte Eskildsen.
Anderledes kulturmøde
Normalt er der ikke særligt mange arrangementer til Kulturmødet, der kræver billet, men selvom coronarestriktionerne nu lettes, så er mødet stadig noget helt andet end det plejer.
- Det er på alle måder et anderledes Kulturmøde, for man plejer jo at gå rundt i gader og stræder og bare opleve kunsten og kulturen sådan helt tilfældigt, når man går forbi nogle scener, siger Trine Bang og fortsætter:
- I år præsenterer vi omkring 40 til 50 arrangementer, der foregår på enten lukkede scener eller andre steder, hvor man skal have billet for at komme ind. Det koster kun 30 kroner i administrationsgebyr, men man skal altså have den der billet i hånden for at være med.