Pigen mod drengene: 7-årige Signe står over for sit første store motocrossløb
Til weekendens Super Cross i Herning skal 7-årige Signe Hyldig fra Mors køre sit første store løb.
Store dæk, tunge hjelme og lugten af benzin - motorcross er umiddelbart en sportsgren, man vil forbinde med drenge. Til Super Cross i Herning vil man dog i weekenden kunne se en lille pige blandt rytterne. 7-årige Signe Hyldig fra Sundby på Mors er nemlig med til løbet. Her skal hun dyste udelukkende mod drenge.
- Det er jeg lidt ligeglad med, for jeg plejer at køre fra dem alle sammen, siger en selvsikker Signe Hyldig.
Hun er i disse dage ved at øve sig på banen i Herning sammen med sin far og storebror, som også kører motorcross.
- Det er mega fedt. Man gad jo godt, at det var en selv, der kørte derude, men det er jeg ikke god nok til, siger Jakob Hyldig, der er far til Signe og broren Emil.
Jakob Hyldig står altid på sidelinjen, når børnene kører, og det samme gør sig gældende i weekenden, når Signe skal give den gas på banen.
- Man kan slet ikke forklare, hvad der går gennem kroppen, når man ser dem køre. Lige pludselig er du ved at begynde at hyle, fordi du er så glad, og andre gange så skal det gå stærkt, fordi de er væltet, siger Jakob Hyldig.
Signes første løb i fare
Signe Hyldig og broren er efter mange timers træning klar til at vise publikum og modstanderne, hvad de kan. Sådan var det dog ikke for få dage siden.
- Fyret havde slået en bøvs, og der var sprøjtet nogle gnister op i Signes styrthjelm, som så startede branden i alt udstyret. Så i søndags stod vi sådan set med ingenting, fordi det hele var brændt, siger Jakob Hyldig.
Efter lidt arbejde blev der skaffet noget nyt udstyr til Signe, og hun er derfor nu 100 procent klar på at vise, hvad hun kan, når Super Cross i Herning fredag løber af stablen.