Skovler penge ind: Her er de mest indbringende stærekasser i landet
Landsdelen har to af landets mest indbringende stærekasser.
De står kun med få meters mellemrum.
To stærekasser, som egentlig blev sat op som et forsøg i 2018.
Nu er de blevet permanente - og især den ene skovler rigtig mange penge ind.
- Når så mange ryger i dem, må det være fordi, at de stadig har deres berettigelse, siger Allan Laustsen, som er vicepolitiinspektør i Midt- og Vestjyllands Politi.
Det har den ene af to stærekasser ved Nykøbing på Mors tilsyneladende.
17.881 gange har stærekassen blitzet bilister siden 2021.
Ingen stærekasse i landet, giver politiet mere smør på brødet, end den på Vildsundvej i Nykøbing. Den næst mest indbringende ligger i Nykøbing på Falster - mens den tredje er mest effektive er tvillingen på den modsatte side af Vilsundvej på Mors.
Lifesaver eller spild af ressourcer?
Stærekasserne på Vilsundvej står tæt på krydset ved Nørrebro. På strækningen er den højest tilladte hastighed 70 kilometer i timen. Men Vejdirektoratet har registreret, at der fra 2011-2015 var sket fire ulykker med personskader og to uheld med materiel skade.
Derfor satte politiet i 2018, som del at et landsdækkende forsøg, to stærekasser op ved Vildsundvej - og siden har stærekasserne fået lov at blive.
- Vi ved, at det i trafikken er uopmærksomhed og høj hastighed, som gør at ulykkerne sker, og høj hastighed er det, som gør, at ulykkerne bliver værre, siger vicepolitiinspektør Allan Laustsen.
I 2021 evaluerede Vejdirektoratet projektet med de 11 opsatte stærekasser, og konkluderede, at hastigheden generelt var faldet markant på strækningerne med stærekasser.
Hvor der i 2021 var 42.085 sager om hastighedsoverskridelser ved landets 20 stærekasser, faldt det tal også til 25.753 sidste år.
Men placeringen er der delte meninger om blandt bilisterne og politiet i Nykøbing.
- Jeg synes, det er et spild af ressourcer. Man burde i stedet sætte dem op, hvor der er skoler, og hvor det giver mening, siger Finn Rottbøll fra Koldby.
- Årsagen til at de står der, er ulykker, som skete for mange år siden, og det kryds er der jo ikke længere, argumenterer Jens Buch, som bor i Erslev på Mors.
Alligevel er bilister over 17.000 gange blevet taget i at køre for stærkt på strækningen de seneste to år.
Og derfor er Allan Laustsen fra Midt- og Vestjyllands Politi tilfreds.
- Vi er glade for alt, som kan forbedre trafiksikkerheden og derfor er stærekasserne altid en god ide, siger han.