Store mørke øje: De første sælunger er kommet til verden i Limfjorden

Lars Mikkelsen har fotograferet de første spættede sælunger på sandbankerne mellem Mors og Livø.

En lille sælunge er kommet til verden på Ejerslev Røn i Limfjorden.
En lille sælunge er kommet til verden på Ejerslev Røn i Limfjorden.
Foto: Lars Mikkelsen, Hjerm

Naturfotograf Lars Mikkelsen fra Hjerm synes, at vinteren har været rigtig lang, det er først nu det er blevet vejr til at tage på fjorden.

- Så snart det er fladt vand, tager jeg afsted. Blæser det for meget, kan jeg ikke tage billeder, så det skal være helt stille vejr, fortæller Lars Mikkelsen.

Mellem Mors og Livø i Limfjorden ligger de små holme Ejerslev Røn og Blinderøn. De er nogle af de vigtigste liggepladser for sælerne i Limfjorden. Det er her på de små holme eller sandbanker sælerne hviler, og det er her de første sælunger er fotograferet.

Den lille sandbanke i Limfjorden, Blinderøn med Mors i baggrunden.
Den lille sandbanke i Limfjorden, Blinderøn med Mors i baggrunden.
Foto: Lars Mikkelsen, Hjerm


Sælunge i vandkanten af Ejerslev Røn.
Sælunge i vandkanten af Ejerslev Røn.
Foto: Lars Mikkelsen, Hjerm

Tonny Toftdal fra Naturstyrelsen Thy, der er opsynsmand på Ejerslev Røn og Blinderøn, siger, at det er normalt, at de første sælunger kommer til verden allerede i april. 

- Det er normalt, at vi ser en række unger her i april. Det passer med, at sælungen de første uger får fed mælk hos moderen, når de så efter 3- 4 uger skal klare sig selv, så er sild og hornfisk trukket ind i fjorden, og der er masser af mad til sælungerne, fortæller Tonny Toftdal.

Men han understreger, at hovedparten af sælungerne kommer til verden i juni og juli. 

På Aarhus Universitet har man i mange år fulgt sælerne i Limfjorden. Siden 1989 er sælerne talt fra fly,. Der er siden 2017 lavet forskellige mærkningsforsøg, og siden 2016 har man ved hjælp af droner talt ungerne. 

- Vi kan se, at antallet af sæler i Limfjorden ikke er tilbage på det niveau, der var før 2002, hvor sælerne blev ramt af PDV virus ( red. sælpest), fortæller Anders Galatius, seniorforsker på Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet.

Limfjorden strækker sig fra Thyborøn i vest til Hals i øst, og i den vestlige del af Limfjorden er der flere gode steder, hvis man vil se sæler - et af dem er Agger Tange.

Her har naturfotografen Shanti Lfe med det borgerlige navn Robert Ahrenhold, fanget denne video af legende sæler.

0:30
Sæler er meget nysgerrige så de kommer ofte meget tæt på.

Sæler er meget trofaste, de yngler det samme sted år efter år, ofte vender de faktisk tilbage til det sted, hvor de selv er født for at få deres unger.  

Opsynsmanden følger sælerne og vurderer, at sælerne i den vestlige del af Limfjorden har det godt.

- En sæl kan svømme 30- 35 kilometer i timen, og kan de ikke finde mad i fjorden, kan de ret hurtigt være ude af fiske i havet, fortæller Tonny Toftdal, opsynsmand, Naturstyrelsen Thy.

Tilbage til de første sælunger, Naturfotograf Lars Mikkelsen har med en særlig aftale taget rigtig mange billeder af de søde sælunger. Ejerslev Røn og Blinde Røn er sammen med Livø Tap udlagt som vildtreservat. Området er lukket i perioden 1. april til 31. august.