Ubudne gæster ved feriepark: Mænd brød ind i campingvogne på stribe

Det var ikke de sædvanlige feriegæster, der natten til mandag befandt sig på Jesperhus Campingplads, og der venter nu en række campingvognsejere en træls nyhed.

Der var blandt andet fjernsyn blandt tyvekosterne, som var opmagasineret på et 'lille lager', fortæller vagtchef Lars Even.
Der var blandt andet fjernsyn blandt tyvekosterne, som var opmagasineret på et 'lille lager', fortæller vagtchef Lars Even.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST
Opdatering

Opdatering:

Lokalpolitiet i Thisted oplyser tirsdag morgen, at de to sigtede for tyveriet fra campingpladsen blev løsladt mandag formiddag.

    Sent søndag aften fik campingpladsen ved Jesperhus Blomsterpark besøg af to ubudne gæster.

    To mænd på 45 og 46 år var modsat de andre på pladsen ikke kommet for at campere ved ferieparken på Mors, men begik i stedet indbrud i omkring 50 campingvogne.

    - De havde samlet rigtig meget sammen. Da vi kom derop, havde de formentlig været i gang i nogle timer, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Lars Even.

    Vagtchefen vurderer, at de to mænd begyndte deres række af indbrud omkring klokken 22-23 søndag aften. Klokken 01.37 modtog politiet anmeldelsen, da mændene blev fanget på videoovervågning.

    - Vi kørte derop med to patruljer og en hundepatrulje og fik anholdt to personer, som gik i nærområdet deroppe, siger vagtchef Lars Even.

    IMG_8821
    Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

    Hundepatrulje fandt gerningsmændene

    De to indbrudstyve, som kommer fra Vesthimmerlands Kommune i Nordjylland, havde samlet de fleste af tyvekosterne på et ’lille lager’ uden for campingpladsen, og resten befandt sig i en kassevogn i nærheden.

    Mændene havde stjålet forskellige sager fra fortelte og campingvogne, blandt andet fjernsyn og gasflasker, fortæller vagtchefen.

    Med hjælp fra hundepatruljen blev den første af de to mænd anholdt godt en time efter anmeldelsen, og et kvarter senere også den anden.

    Midt- og Vestjyllands Politis afdeling i Thisted skal nu behandle sagen, fortæller Lars Even.

    I dag er Jesperhus en af de største ferie-destinationer i Skandinavien med op imod en kvart million gæster om året.