Helt unikt hus i Herning: Binder politiske konkurrenter sammen
Unge politisk aktive har et særligt fællesskab i Sølvhuset, som ikke findes andre steder i landsdelen. Selvom de er uenige politisk, er de stadig venner.
Lige uden for Herning findes et hus, som rummer alle de ungdomspolitiske partier under ét tag.
Det er det eneste af sin slags i Midt- og Vestjylland - og måske i hele landet.
- Det er ekstremt unikt i Herning, at vi har det politiske fælleshus, siger Mikkel Dam Jespersen, der har været formand for Hernings Ungdomspolitiske Fællesråd (HUF) siden 2017.
Han hører ofte om, at der kan opstå fordomme og splid mellem ungdomspartier i andre byer, men sådan er det ikke i Sølvhuset, som huset er døbt.
- Det her hus, det samler folk. Det binder os sammen om det, vi fælles brænder for. Så kan det godt være, at vi er uenige, men nogle af mine bedste kammerater er aktive i andre partier, siger Mikkel Dam Jespersen.
De fleste partier har deres eget lokale, som de har indrettet med partifarver og særpræg. Der er et fælleslokale, køkken og toiletter, som alle kan bruge.
Konkurrenter og venner
Ofte er de også med til hinandens arrangementer og fester. Distancen mellem de politiske modstandere bliver mindre, når de mødes over en øl eller en sodavand.
- Vi er da konkurrenter, for vi kæmper om de samme unge mennesker. Men vi er også gode venner. Jeg har så meget respekt for det, de andre gør, siger Naja Lynge Nemeth, der har været formand i DSU Herning.
Og særligt én ting kan de i alle ungdomspartierne enes om.
- Vi er alle enige om, at vi gerne vil have flere ind i ungdomspolitik, siger DSU'eren.
- Vi kæmper for at aktivere ungdommen og for at få dem til at tage ansvar, supplerer Mikkel Dam Jespersen fra Liberal Alliances Ungdom.
Lånte lokaler for en sixpack
Det tværpolitiske ungdomshus startede som så meget andet med et behov.
Før 2015 manglede flere af ungdomspartierne i Herning et sted, de kunne mødes. De måtte holde møde i kælderen på biblioteket eller låne et lokale fra et andet parti.
- Liberal Alliances Ungdom havde ikke et lokale, så vi lånte os ind hos Konservativ Ungdom, og de skulle have en sixpack øl for, at vi måtte sidde der en aften, fortæller Mikkel Dam Jespersen, der også er formand for Liberal Alliances Ungdom i Herning.
I 2015 blev Sølvhuset så indviet af Johs. Poulsen (B), formand for kultur- og fritidsudvalget i Herning Kommune, der også havde taget initiativet til det tværpolitiske hus.
- Vi vil gerne have, at der er en sund politisk kultur i vores samfund. Det starter ved ungdomspartierne. Det har vi en stor interesse i, siger det radikale byrådsmedlem.
Ifølge ham er det ungdomspolitiske fælleshus helt enestående på landsplan.
- Jeg oplever, at det fælles hus gør, at de unge taler bedre og konstruktivt sammen. Det er til gavn for det samlede politiske miljø, siger Johs. Poulsen.
DSU er lokaleløs
Huslejen og den daglige drift med rengøring og tjanser deler ungdomspartierne imellem sig. Kommunen hjælper også med at spæde til kassen med tilskud til huslejen.
Men fællesskabet er ikke altid en dans på roser.
- Der har været udfordringer med, at DSU ikke har haft et lokale i rigtig lang tid. Da vi så endelig fik lov til at få bygget et lokale, så er der opstået nogle udfordringer med udlejeren, så vi ikke må alligevel, fortæller Naja Lynge Nemeth fra DSU Herning.
Så for nylig har de unge socialdemokrater fået mulighed for at holde deres interne møder i 3F's lokaler på den anden side af vejen.
- Det presser selvfølgelig også det eksisterende 'setup'. Så det er noget, vi ser som en af de vigtigste udfordringer at få løst i det kommende foreningsår, siger formand for Sølvhuset, Mikkel Dam Jespersen.
Men de unge socialdemokrater ser stadig sig selv som en del af det ungdomspolitiske fællesskab i Herning.
- Vi vil gerne stadig med til de tværpolitiske arrangementer, siger Naja Lynge Nemeth fra DSU.