Partisoldaterne

Margrethe ville være rebel, men endte alligevel med at følge sine forældre

Hele familien var landmænd, men Margrethe Hølledig Nørgaard skulle i hvert fald ikke være medlem af Venstre. Indtil hun skiftede mening.

Det lå i kortene, at Margrethe skulle blive medlem af VU, selvom hun først ikke ville det.
Det lå i kortene, at Margrethe skulle blive medlem af VU, selvom hun først ikke ville det.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Det var nærmest forudbestemt, at Margrethe Hølledig Nørgaard skulle blive formand for Venstres Ungdom i Herning.

Den 24-årige ungdomspolitiker er vokset op på en gård med grise i Sinding ved Vildbjerg.

 - Jeg er meget en kliché. Hele min familie er landmænd, siger hun.

Men hvis der var én ting, hun ikke ville være, så var det Venstre-kvinde. 

- Jeg skulle lige rebelle lidt. Jeg skulle bestemt ikke være Venstre. Det var hele min familie. Jeg skulle være noget andet end mine forældre, så jeg ville ikke melde mig ind i noget som helst, siger hun.

Som formand for VU Herning holder Margrethe Hølledig Nørgaard møder med folketingskandidaten Kenneth Mikkelsen fra Herning.
Som formand for VU Herning holder Margrethe Hølledig Nørgaard møder med folketingskandidaten Kenneth Mikkelsen fra Herning.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Rundt om aftensmadsbordet i barndomshjemmet gik snakken ivrigt om alt mellem himmel og jord. 

- Jeg er vokset op med tre brødre, som godt kunne lide at diskutere alt. Det har gjort, at jeg bare godt kan lide at diskutere og snakke om ting, siger Margrethe Hølledig Nørgaard.

Hendes forældre var endda nødt til ind imellem at lægge en dæmper på diskussionerne, fordi det gik for vildt for sig, husker hun.

Margrethes mor Anne Marie Søe Nørgaard er da heller ikke helt ukendt i Venstre-kredse. Hun har siddet i byrådet for Venstre i Herning Kommune, siden Margrethe var lille, og ved sidste regionsrådsvalg fik hun også en plads i regionsrådet.

Der er mange sociale arrangementer i VU, blandt andet gallafest til landsmødet, som Margrethe Hølledig Nørgaard holder af at være med til.
Der er mange sociale arrangementer i VU, blandt andet gallafest til landsmødet, som Margrethe Hølledig Nørgaard holder af at være med til.
Foto: Privatfoto

En håbløs rebel

I lang tid kæmpede Margrethe Hølledig Nørgaard indædt imod at melde sig ind i Venstres Ungdom.

Men til sidst måtte hun alligevel medgive, at hun i bund og grund havde noget nær de samme holdninger som resten af familien. 

- Jeg har altid fået at vide, at det gælder om at finde det parti, du er mest enig med, for du finder nok aldrig det parti, som du er 100 procent enig med. Så derfor blev det Venstre, siger Margrethe Hølledig Nørgaard. 

Den dag i dag er hendes politiske mærkesager ikke så underligt landbrugspolitik, og så går hun også op i psykiatri og uddannelsespolitik. Det sidste hænger godt sammen med hendes egen uddannelse til folkeskolelærer.