Ung socialdemokrat udstillet på TikTok: - Når det bliver personligt, så er det over stregen
Et nyhedsklip fra DSUs optakt til valgkamp blev til en meme-video på Venstres Ungdoms TikTok-profil. Et udtryk for mudderkast, mener Naja Lynge Nemeth.
- Har du nogle gode svar, hvis der er nogen, der begynder på noget med nogle mink?
Naja Lynge Nemeth fra DSU Herning stillede spørgsmålet tilbage i efteråret sidste år.
For hvad siger man som ung socialdemokrat i Herning til vælgerne, hvis nogen spørger ind til minksagen? Særligt når man fører valgkamp for Mogens Jensen (S).
- Jeg stiller spørgsmålet, fordi det har været meget i medierne og er et hot topic, siger hun til TV MIDTVEST i dag.
Du kan se det nyeste afsnit af serien Partisoldaterne, hvor Naja Lynge Nemeth medvirker, herunder.
I september, da TV MIDTVEST var med på dør-til-dør kampagne med de unge DSU'ere i Herning, lød svaret fra ungdomspartiets afdelingsmedarbejder fra ungdomspartiets landsforbund:
- Minken er svær. Rigtig svær. Så prøv at arbejde jer lidt udenom den, hvis I ikke ved, hvad I skal svare, sagde Maria Witthøft fra landsforbundet.
Til grin på TikTok
Klippet fra snakken mellem de to DSU'ere var med i TV MIDTVESTs reportage.
Først skete der ikke noget, men en uge senere opdagede Naja Lynge Nemeth, at klippet var blevet til en meme-video på Venstres Ungdoms TikTok med caption-teksten: Hvordan Socialdemokrater arbejder: Benægt, benægt, benægt 🌹
TikTok-videoen fik hurtigt mange delinger og kommentarer - både nogle støttende, men også en del nedladende og kritiske af slagsen.
@venstresungdom Hvordan Socialdemokrater arbejder: Benægt, benægt, benægt 🌹 #foryou #mink #election #dkpol #politok #mettefrederiksen #dsu ♬ original sound - Venstres Ungdom
Det hele gjorde indtryk på Naja Lynge Nemeth, som også svarede tilbage på kritikken i kommentarsporet.
- Når det bliver gjort online, kan man ikke aflæse hinanden. Jeg synes, det var lidt over stregen, at VU lagde den video op, for Maria (red. fra DSU's landsforbund) fik rigtig meget hate for det. Jeg syntes ikke, det var okay, siger Naja Lynge Nemeth.
Er det ikke en del af det at stille sig frem som ungdomspolitiker, at man nogle gange må tage imod nogle knubs fra konkurrenterne?
- Jo, det er en del af det. Men jeg synes stadigvæk, at det skal være sagligt. Og jeg synes ikke, at det her var særlig sagligt, siger den unge DSU'er fra Herning.
- Det er ærgerligt, at vi skal klantre hinanden i stedet for at arbejde sammen for at få et godt fællesskab i ungdomspolitik. Jeg synes, det er at kaste med mudder, uddyber hun.
Kunne DSU ikke have fundet på at gøre det samme, hvis VU havde sagt noget, der kunne blive tolket på?
- Det kan jeg ikke svare på, om DSU ville gøre. Jeg ville ikke gøre det. Jeg synes, det er et low-blow, siger Naja Lynge Nemeth.
Mink fyldte ikke i valgkamp
Hun påpeger, at det er moderpartiet Socialdemokratiet, også ikke hendes ungdomsparti, der stod bag beslutningen om at slå alle mink ihjel under coronapandemien.
- Jeg spørger, fordi jeg havde regnet med, at det var en ting, folk ville nævne. Og det har ikke noget med os at gøre. Det er ikke os, der har taget beslutningen. Jeg synes bare, det var vigtigt for de andre, at de var forberedt på, at det var et spørgsmål, siger hun.
Det viste sig dog til hendes lettelse, at minksagen ikke kom til at fylde særlig meget i valgkampen - på nær et par stikpiller hist og her.
Her på afstand af episoden kan hun dog godt trække på skuldrene af TikTok-videoen.
- Jeg er videre. Det er ikke noget, jeg ligger vågen om natten over, siger hun.