Aldrig før er så meget areal brugt på økologisk landbrug
Mængden af hektarer brugt på økologisk landbrug steg med en femtedel i 2016.
Der bliver brugt mere plads på økologiske grise, kyllinger og høns i Danmark. Fra 2015 til 2016 blev 37.000 hektarer omdannet til økologisk landbrug, og det udgør en stigning på en femtedel. Det viser tal fra Landbrug- og Fiskeristyrelsen.
Tallet er det højeste i 18 år, og dermed sætter de økologiske landmænd Danmarksrekord i at brede sig.
I takt med at de økologiske landbrug har bredt sig, er det blevet til 537 nye medarbejdere, så der nu er 3173 økologiske landmænd i Danmark.
Landbrugs- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) glæder sig særligt over, at rekorden er sat af en "markedsdrevet" udvikling.
- Jeg er utrolig glad for, at vi ser en omlægning til økologisk landbrug, der er markedsdrevet. Det vil sige, at kunderne sikrer en efterspørgsel, for det er det, der giver stabilitet i den økologiske produktion, siger han.
Styrelsens tal kommer samme dag, som et økologisk erhvervsteam smider en bunke anbefalinger på ministerens bord. De skal "styrke den markedsdrevne udvikling".
Og ministeren ved allerede, at han vil lede efter tre slags forslag i bunken af anbefalingerne.
- Jeg leder efter at fjerne forhindringer for at kunne udvikle den økologiske produktion i Danmark, jeg leder efter, hvilke forskningsanbefalinger man giver, og jeg leder efter, hvilke markedstiltag man kan understøtte økologien med, så vi får en større afsætning, siger han.
De fem kommuner i Danmark med størst økologisk areal i 2016 er: Tønder med 14.812 hektar, Varde med 12.054 hektar, Herning med 10.821 hektar, Ringkøbing-Skjern med 10.592 hektar og Aabenraa med 8.292 hektar.