Borgmestre i opråb: Vil have genåbnet akutklinikker

Akutklinikkerne i tre midt- og vestjyske kommuner er lige nu lukket ned, og det falder ikke i god jord hos borgmestrene, som kæmper for en genåbning.

2:35
Skive Kommune er blandt dem, der lige nu må undvære sin skadestue. Borgmester Peder Chr. Kirkegaard håber på en genåbning.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Siden den 22. december har akutklinikkerne været lukket ned i fire kommuner i Region Midtjylland. Regionen har flyttet alle de ansatte over på sygehusene, som lige nu har travlt på grund af Covid-19.

Indtil videre gælder den nedlukning indtil den 25. januar, men den periode kan blive yderligere forlænget. Og det er ikke rimeligt, mener borgmesteren i Skive, som er en af de kommuner, der lige nu mangler en skadestue.

- Jo længere tid, der er lukket ned, jo større er risikoen naturligvis også for, at det går hen og bliver en mere eller mindre permanent løsning, og det dur bare ikke, siger Peder Chr. Kirkegaard (V).

Udover Skive er akutklinikkerne lukket ned i Silkeborg, Ringkøbing og Grenaa. Alle fire borgmestre opfordrer nu regionen til at finde en anden løsning på hospitalernes personalemangel, så de lokale funktioner bevares, mens coronaen raser.

- Nu synes vi, man er nødt til at se på andre løsninger, og det er også derfor, vi har tilbudt, at man må se på, om vi kan optage fra et større geografisk område, netop for at aflaste på de store sygehuse, siger Peder Chr. Kirkegaard.

På mandag skal regionsrådspolitikerne for anden gang tage stilling til nedlukningen. Hidtil har kun Dansk Folkeparti stemt imod, og det fortsætter de med.

- Vi mener, at vi i stedet skulle lægge nogle flere ting ud på de lokale akutklinikker. Det kunne for eksempel være at vaccinere de lokale borgere, siger regionsrådsmedlem i Region Midtjylland, Steen Thomsen (DF).

Frygter lange udsigter til genåbning

Den idé har regionsrådsformanden tidligere afvist, men måske har borgmestrenes appel haft en effekt. Anders Kühnau vil nu se på, om akutklinikkerne kan genåbnes som vaccinationssteder.

- Jeg er åben over for en drøftelse med mine andre politiske kollegaer, siger Anders Kühnau (S) og fortæller, at han endnu ikke selv har taget stilling til sagen.

På trods af kovendingen er det en melding, der glæder Steen Thomsen.

- Man bruger årsagen med, at der er coronatravlhed, men det er der i flere måneder frem, og så kommer der til at være lange udsigter til, at vi kan genåbne akutklinikkerne.

Også borgmesteren i Skive håber på, at regionen vil overveje forslaget.

- Vi synes faktisk, at det er et stort problem, at nogle af vores ældre og svage skal rejse til Viborg i den her situation for at blive vaccineret.

Især hvis det betyder, at akutklinikken og lægevagten også vender tilbage 25. januar.

- Det følges ad, og det vil være helt naturligt, at man både har akutklinikkerne åbne samtidig med, at man har vaccinationscentre.

Forretningsudvalget i Region Midtjylland skal på mandag tage stilling til, om akutklinikkerne skal være lukket frem til den 21. februar.