Hospitalsenhed Midt afslutter renoveringer for 180 millioner kroner
Siden 2010 har en omfattende renovering af Hospitalsenhed Midt været undervejs. Nu er den afsluttet.
Det har været længe undervejs, men nu er renoveringen af Hospitalsenhed Midt endelig afsluttet. Siden 2010 har en omfattende energirenovering været i gang på regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg og Skive samt på Hammel Neurocenter.
Det betyder, at hospitalerne har fået installeret solcelleanlæg og skiftet vinduer ud til nogle mere energivenlige modeller. Derudover er der gjort en række andre miljøvenlige tiltag så som udskiftning af ventilationsanlæg og termostatventiler.
- Mindre energiforbrug er godt for både miljøet, økonomien samt naturligvis for vores patienter og medarbejdere, som vil opleve et bedre indeklima, siger hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen i en pressemeddelelse.
Hospitalsenhed Midt er med sine 4.200 medarbejdere, 51.000 indlæggelser og 346.000 ambulante behandlinger årligt den næststørste hospitalsenhed i Region Midtjylland.
Det er Region Midtjylland, der har finansieret de 180 millioner kroner, som energirenoveringen af Hospitalsenhed Midt løber op i. Meningen er, at Hospitalsenhed Midt over de næste 12 år skal betale pengene tilbage på baggrund af det, som hospitalsenheden forventer at spare på vand, strøm og varme efter renoveringerne.
- Meningen med renoveringen er naturligvis, at den på sigt skal betale sig selv hjem med færre udgifter til strøm, vand og varme. Samtidig bliver renoveringen god for miljøet, da hele formålet med renoveringen er at bruge mindre energi og dermed mindske Co2-udledningen, siger Thomas Balle Kristensen.
Størstedelen af patienterne på Hospitalsenhed Midt kommer fra Viborg, Silkeborg og Skive kommuner med i alt omkring 231.000 indbyggere.