Midttrafik hæver prisen på handicapkørsel
Priserne for handicapkørselsordningen kommer til at stige gradvist de næste tre år. Sidst de blev reguleret var i 2008.
Fra 1. marts skal borgere med funktionsnedsættelser betale mere for at køre med Midttrafiks handicapkørselsordning.
Det skriver trafikselskabet i en pressemeddelelse.
Ture på op til 101 kilometer stiger fra 3,00 til 3,50 kroner per kilometer. Det svarer til en prisstigning på knap 17 procent.
Længere ture på over 101 kilometer bliver en tredjedel dyrere, når prisen stiger fra ni til tolv kroner per kilometer.
I dag er minimumsprisen for en tur 30 kroner, men fra 1. marts stiger den til 35 kroner.
Det er første gang siden 2008, at Midttrafik ændrer på priserne for handicapordningen, men fremover vil de blive reguleret årligt, så de følger prisudviklingen i samfundet, skriver Midttrafik i en pressemeddelelse.
Stigningen per 1. marts er den første af tre allerede planlagte stigninger de kommende år.
Frem til 1. marts | 2023 | 2024 | 2025 | |
---|---|---|---|---|
Minimumspris | 30 kr. | 35 kr. | 40 kr. | 45 kr. |
Kilometerpris under 101 kilometer | 3,00 kr. | 3,50 kr. | 4,00 kr. | 4,50 kr. |
Med stigningen kommer priserne for handicapordningen op på niveau med, hvad det koster hos landets øvrige trafikselskaber, skriver Midttrafik.
Det vil fortsat være gratis at have to børn under 12 år eller en visiteret ledsager med på en tur, mens op til to medrejsende kan køre med til halvpris.
Midttrafik kører cirka 200.000 handicapture om året.