Region vil sløjfe flere hjertestartere: Kan koste liv, advarer hjerteløber
Region Midtjylland piller hjertestartet ned for at spare penge. Medregnet private hjertestartere er der samlet set flere end 4500 hjertestartere på tværs af Region Midtjylland, alligevel møder beslutningen hård kritik.
Borgerne i Lem ved Spøttrup og Thorsminde må inden længe vinke farvel til hver deres hjertestarter, der bliver serviceret af Region Midtjylland.
Forklaringen skyldes, at der i hele Region Midtjylland findes flere end 4500 hjertestartere. Derfor har regionens politikere besluttet at nedlægge otte af regionens hjertestartere de steder, hvor flere private i løbet af årene allerede har opsat hjertestartere.
Det sparer hvert år regionen for 50.000 kroner.
Men beslutningen kan koste liv, advarer hjerteløber Alex B. Olesen fra Harboøre. Her har Region Midtjylland allerede fjernet hjertestarteren fra Kirkegade. Derfor er hjerteløberne nu afhængig af at bruge én af de private hjertestartere, der hænger i den lille by.
- Jeg kunne godt hente én af de private, der hænger i området, men jeg ved ikke om batteriet virker. Det ved jeg, at regionens gør.
- Jeg har altid været tryg ved at hente den. Jeg ved, at den er blevet serviceret og 100 procent i orden, siger hjerteløberen, der har brugt den nu tidligere hjertestarter flere gange, siger han.
Når en hjertestarter har været brugt er ofte nødvendigt at skifte de såkaldte pads, der sættes på brystet ved et hjertestop. Derudover tjekker man, at batteriet er klar til at give stød, hvis det bliver nødvendigt igen.
- Det er dejligt (med de private, red.). Problemet er bare, at jeg ikke ved, hvornår den sidst har været i brug og om der er nye pads. Det har jeg ikke tid til at tjekke, pointerer Alex B. Olesen.
Undersøgelse fandt flere fejl
Hjerteløberens bekymring kan være velbegrundet.
I maj fandt en undersøgelse, at hver femte hjertestarter på Bornholm ikke virkede.
- Det er bekymrende, at så stor en andel af de registrerede hjertestartere ifølge denne undersøgelse ikke fungerer, sagde Anne Kaltoft, der er direktør for Hjerteforeningen, i den forbindelse til Berlingske.
Ifølge foreningen stiger sandsynligheden for at overleve et hjertestop med helt op til 70 procent, hvis personen modtager genoplivning med hjælp af en hjertestarter inden for tre til fem minutter.
I Harboøre betragter Alex B. Olesen regionsrådets beslutning som en "falliterklæring".
- Det er skide-ærgerligt, at man går i så små sko, at man ikke har råd til at servicere ydrekanterne med en hjertestarter.
Har tiltro til de private
Palle Juelsgaard, der er lægefaglig direktør hos præhospitalet ved Region Midtjylland, forstår de lokales bekymring, men han understreger samtidig, at man har foretaget en faglig vurdering de ni hjertestartere, der skal nedlægges.
- Mængden af private hjertestartere er voksende over årene, konstaterer han.
Beslutningen bygger desuden på nedlæggelsen af Region Midtjyllands 112-førstehjælperordning, der tabte til fordel for TrygFongens hjerteløbere. Derudover har man haft problemer med at skaffe reservedele til de aldrende hjertestartere.
- Vi går ud fra - medmindre, vi bliver fortalt andet - at de hjertestartere, der er ophængt er servicerede og velfungerende, siger han.
På baggrund af undersøgelsen fra Bornholm opfordrer direktøren for præhospitalet private og foreninger, der har sat hjertestartere op i deres lokalområder til at tjekke, at hjertestarterne bliver serviceret.
- Vi har ikke planer om at nedtage yderligere hjertestartere, forsikrer Palle Juelsgaard.
Ifølge Alex B. Olesen har der endnu ikke været nogle tilfælde, hvor han er blevet kaldt, siden hjertestarteren blev fjernet.
- Men det er en katastrofe den dag, hvor vi kommer ud med en hjertestarter, der har været brugt, siger kan.