Anklager i Abdalla-sag: Forvaring eller minimum 14 års fængsel
Anklageren har aldrig læst en lignende mentalerklæring, og hun går efter forvaring eller minimum 14 års fængsel til Danny Abdalla.
- Vi har fået indblik i et parallelsamfund, et skyggesamfund, hvor tingene foregår anderledes end i almindelige menneskers hverdag. Hvor man selv ordner ting.
Sådan startede specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Lise Hebsgaard, sin procedure mandag formiddag i retten i Holstebro. På tiltalebænken sidder 51-årige Danny Abdalla, der er sigtet for 36 forhold.
- Vi har at gøre med en mand, der har sat sig over lov og ret, lød det fra specialanklageren.
Herefter fulgte flere timers talestrøm, hvor Lise Hebsgaard i detaljer redegjorde og argumenterede for sin påstand om, at Danny Abdalla bør idømmes tidsubestemt forvaring.
- Jeg har været anklager i mange år, og jeg har aldrig læst en mentalerklæring som tiltaltes, argumenterede hun blandt andet med henvisning til den mentalundersøgelse, der er blevet lavet af Danny Abdalla.
Anklageren citerede flere gange direkte fra mentalerklæringen, hvori det vurderes, at Danny Abdalla med rette kan idømmes forvaring.
- Danny Abdalla anses for at indgyde fare for andre, hvorfor forvaring i stedet for fængsel er påkrævet for at forebygge denne fare, citerede anklageren blandt andet.
Selvom anklageren mener, at forvaring er den eneste måde, man kan sikre, at Danny Abdalla ikke begår kriminalitet igen, så skal hun også komme med et muligt bud på en tidsbestemt straf, og her kom Lise Hebsgaard frem til, at Danny Abdalla, hvis han ikke idømmes forvaring, bør have minimum 14 års fængsel.
- Men min principale påstand er, at Danny Abdalla idømmes forvaring, sagde hun og afsluttede med en bemærkning om, at hvis han ikke idømmes forvaring, så vil han efter hendes opfattelse være mindst ligeså farlig efter endt afsoning som nu.
Efter middagspausen er det Danny Abdallas forsvarer Rasmus Amandussons tur til at procedere.