Dagplejer fastholder sin forklaring - har intet med etårigs død at gøre

I byretten blev hun idømt syv års fængsel. Under sin forklaring i landsretten mandag fastholdt dagplejemor fra Ilskov sin uskyld.

2:46
I dag begyndte ankesagen mod en tidligere dagplejer fra Ilskov ved Sunds ved landsretten i Viborg.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Med rolige skridt iført en blomstret bluse og blå jeans tog en 58-årig kvinde mandag plads ved siden af sin forsvarer i Vestre Landsrets retssal B - klar til at tage hul på det, der efterhånden er blevet en langstrakt straffesag. 

Indtil juni 2021 boede kvinden med sin mand i Ilskov. Men i snart to år har hun siddet varetægtsfængslet. Hun er sigtet og siden tiltalt for at have dræbt en blot 15 måneder gammel pige, hun passede i gæstedagpleje i november 2019.

I byretten i Herning blev hun i september fundet skyldig i dødsvold mod pigen og idømt syv års fængsel. Den dom ankede hun på stedet, og derfor var kvinden mandag at finde i landsretten i Viborg.

Over middag afgav den 58-årige tidligere dagplejer sin forklaring, og den var stort set enslydende med den, hun afgav i byretten sidste år. Kvinden nægter fortsat, at hun skulle have gjort noget mod pigen, der kunne forårsage hendes død.

Kan du ved det uheld, eller har du på noget tidspunkt slået pigen den her dag, ville Statsadvokatens anklager Emil Stenbygaard vide. 

- Nej, lød det sikkert.

Kan hun være kommet til skade, uden du har set det?

- Nej.

Er der andre, der kan have slået hende den her dag?

- Nej.

Ligesom det blev fremhævet i byretten, blev der mandag også spurgt ind til, hvorfor den 58-årige kvinde ikke ringede efter en ambulance, da hun konstaterede, at pigen var kollapset og blevet ukontaktbar efter sin middagslur torsdag den 28. november 2019.

Overfor anklageren forklarede hun, at hun ikke vidste, hvorfor hun ikke overvejede at gøre det. 

Senere supplerede hun med, at hun troede, at pigen var besvimet, fordi hun manglede væske, da hun hverken havde spist eller drukket ret meget de dage, hun havde været i gæstedagpleje, og at hun havde ringet 112, hvis hun havde tænkt, at det var så alvorligt, at det var nødvendigt med en ambulance.

Pårørende følger sagen tæt

Præcis som i byretten var der godt fyldt op på tilhørerrækkerne i landsretten mandag. Både pårørende til den tiltalte kvinde og til den etårige afdøde var mødt op for at følge afslutningen på den sag, der begyndte for 3,5 år siden.

Foran dem svarede den 58-årige roligt og fattet på anklagerens spørgsmål, inden hendes forsvarer Karina Skou fik ordet.

Forsvareren er et nyt ansigt i sagen, der er kommet til siden byretten, hvor den 58-årige dagplejer var repræsenteret ved en anden advokat. Men nu har hun altså skiftet til Karina Skou, og hun spurgte blandt andet ind til kvindens temperament.

Om hun var sådan en, der havde svært ved at styre sig.

Det afkræftede kvinden fuldstændig. Og efterfølgende forklarede hun, at hun nok ikke havde så nemt ved at vise sine følelser og ikke var så nem at aflæse.

I byretten blev netop kvindens adfærd adresseret af blandt andet sagens daværende anklager, der mente, at den tidligere dagplejer havde været bemærkelsesværdigt rolig under sagen. Dengang forklarede hendes forsvarer, at det skyldtes, at hans klient var "propfyldt med beroligende medicin", og at hun altså var ganske almindelig. 

"Ganske ulykkelig sag"

Vestre Landsret har afsat seks dage til at behandle ankesagen, hvor forsvaret går efter frifindelse eller en mildere straf end syv års fængsel.

- Min klient har anket dommen. Min påstand er, at hun skal frifindes. Hun har nægtet hele vejen igennem, og det gør hun fortsat. I byretten var der jo også flere nævninge, der faktisk ville frifinde hende, lød efter den første retsdag fra forsvarer Karina Skou.

I den modsatte siden af retssalen fastholdt Statsadvokatens anklager tiltalen om manddrab, der kan straffes med fængsel fra fem år og op til livstid.

Alternativt mente Emil Stenbygaard, at kvinden bør dømmes for grov vold med døden til følge. Det kan under skærpende omstændigheder straffes med fængsel i op til 10 år.

Efter dagens retsmøde satte anklageren ord på de centrale spørgsmål, der ifølge ham skal besvares i landsretten.

- Det er jo både, hvordan skaderne er kommet på offeret, og hvornår de er påført. Det er jo helt centrale spørgsmål at få besvaret i den bevisførelse, der skal ske her, lød det fra Emil Stenbygaard.

- Det er jo en dag, hvor det selv som anklager er hårdt at gå på arbejde. Det er jo en ganske ulykkelig sag at have som anklager, men det er jo også en nødvendig sag at have.

I alt skal 23 vidner afhøres. Fire af dem er nye ansigter, der ikke var indkaldt i byretten, mens tre af de vidner, der var med i Herning, ikke skal afgive forklaring igen i landsretten.

Sagen fortsætter tirsdag, hvor hele dagen byder på afhøring af netop vidner.