Dagplejers skæbne bliver snart afgjort: Anklager og forsvarer splittede i beskrivelse af 58-årig drabstiltalt

Anklageren beskrev den tiltalte som følelseskold og upåvirket gennem hele sagen. Forsvareren forklarede den tiltaltes rolige adfærd i retten med medicin.

2:38
Sagen mod den drabstiltalte 58-årige kvindelige dagplejer nærmer sig nu sin afslutning.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der var ikke meget slinger i valsen, da specialanklager Pia Koudahl torsdag formiddag skulle komme med sine sidste argumenter i sagen, hvor en 58-årig kvinde fra Ilskov er tiltalt for drab på et 15 måneder gammelt barn, hun havde haft i gæstedagpleje.

- Det er jo tiltalte, der er den eneste, der er sammen med barnet på et tidspunkt, hvor hun bliver så dårlig, at hun bliver bevidstløs meget hurtigt og nogle timer senere dør, lød det blandt andet i proceduren, der blev fremført foran sagens tre dommere og de otte nævninge.

Anklagemyndigheden mener, at den tiltalte er skyldig i at have forvoldt den lille piges død ved at ruske og slå hende flere gange.

Den tiltalte kvindelige dagplejer har gennem hele sagen nægtet sig skyldig. I retten har hun forklaret, at pigen skreg og var "hysterisk" over de tre dage, hun var i gæstedagpleje i november 2019.

Og dét brugte specialanklageren i sin procedure til et bud på, hvad der kunne være sket med barnet. Pia Koudahl redegjorde for, hvordan hun mener, at den tiltalte "mistede besindelsen" og blev "tiltagende irriteret, sur og vred over, at barnet ikke ville være hos hende."

- Jeg tror, at hun har sat hende hårdt ned, eksempelvis på de fliser derude, hvor barnevognen er. Og så tror jeg, at tiltalte har slået pigen hårdt flere gange, og det er derved, at hun har fået de kraniebrud, hun har fået i hovedet.

”Krystalklart” vs. ”ikke konsistent”

Et af de mest centrale temaer gennem sagen har været, hvornår pigen fik de kranie- og hjernelæsioner, hun endte med at dø af natten til fredag den 29. november 2019.

For at belyse det er Retslægerådet ad flere omgange blevet spurgt ind til skaderne, årsager og tidspunkter.

Og de udtalelser spillede også en rolle i først anklagemyndighedens og siden forsvarerens procedurer.

Specialanklageren lagde især vægt på rådets udtalelse om, at barnets fremtoning på afleveringstidspunktet torsdag morgen er afgørende for, om skaderne er påført før eller efter det tidspunkt.

Ifølge rådet vil et barn med den type skader være ”meget sygt, bevidsthedspåvirket og slapt.”

- Det er krystalklart, at gerningstidspunktet er længe efter, at pigen blev afleveret til tiltalte, sagde hun og gennemgik, at andre mødre, der afleverede børn den morgen, har forklaret i retten, at de så pigen og en fik øjenkontakt med hende.

Forsvareren var dog ikke imponeret over Retslægerådets rolle i denne sag.

- Efter min bedste vurdering er det sådan, at Retslægerådet har talt lidt i øst og lidt i vest, sagde René Knudsen med henvisning til, at rådet har måtte beklage, at det har givet to forskellige bud på tidsrum, pigens skader kan være sket, og at de to bud er ikke forenelige.

- Retslægerådet er ikke konsistent i den her sag. Slut, lød det.

René Knudsen procederede til gengæld for, at pigen allerede om morgen havde det dårligt og udviste symptomer.

- Der har barnet det rigtig, rigtig dårligt, lød det fra forsvareren, der også redegjorde for, at han mener, at barnet har været smertepåvirket, og det er det, der har affødt den adfærd, pigen havde i den uge.

I straffesager skal enhver rimelig tvivl komme den tiltalte til gode, og ifølge forsvareren har anklagemyndigheden ikke bevist, at hans klient er skyldig.

- Jeg mener, at det er klokkeklart, at min klient skal frifindes i den her sag.

Anklagede er ”propfyldt” med beroligende medicin

En anden grundsten i specialanklagerens procedure var den tiltalte dagplejers reaktioner undervejs i sagen.

- Hvis der er en person, der under hele sagen har fremstået kold og helt upåvirket af sagen, så er det da tiltalte, fremførte Pia Koudahl og redegjorde for, hvordan flere vidner også har bemærket, at kvinden ikke reagerede ret meget, blandt andet da den lille pige lå bevidstløs på legeværelset hos den 58-årige den torsdag i november 2019.

Men også under selve retssagen mener specialanklageren, at kvinden har været bemærkelsesværdigt rolig, eksempelvis da pigens forældre var i retten for at afgive forklaring.

- Tiltalte fremstod rolig og havde ingen former for deltagelse i familiens store sorg.

Den tiltaltes adfærd adresserede forsvarer René Knudsen også, da han fik ordet.

Få sekunder inde i proceduren skød han anklagemyndighedens opfattelse af klienten ned.

- Anklagede i sagen er propfyldt med beroligende medicin, forklarede han og beskrev hende i stedet som "helt almindelig".

- Hun er da kerneområdet for et helt almindeligt menneske, som i dag er i en helt ualmindelig sag. En helt usædvanlig sag.

Senere underbyggede han, hvordan han opfatter sin klient helt anderledes end specialanklageren, ved at inddrage, hvad den tiltaltes psykolog har sagt i retten.

- Han har sagt, at hun har været ulykkelig og ked af det, der er sket.

- Han mener, at hun er det modsatte af at være impulskontrolleret. Og folk, der mister besindelsen, er lige nøjagtig kendetegnet ved at være impulsstyret, lød det.

Specialanklageren havde i sin procedure forudset, at forsvareren nok ville pege på forældrene som mulige gerningsmænd. Men det var ikke tilfældet.

- Jeg tror ikke på, at de her forældre har gjort det. Jeg tror heller ikke, at X (dagplejers navn udeladt, red.) har gjort det.

Efter procedurerne fik den tiltalte kvinde mulighed for at sige nogle ord, inden retten trak sig tilbage for at votere. Det ønskede hun ikke.

Mandag afsiger retten dom over, hvorvidt de har fundet kvinden skyldig eller ej. Bliver hun kendt skyldig, skal forsvareren og specialanklageren efterfølgende argumentere for, hvilken straf kvinden skal have.

Bliver hun frifundet, er sagens forløb i byretten slut.