Hun blev dømt for dødsvold mod etårig pige - nu vil hun frifindes
En 58-årig gæstedagplejer håber på at blive frifundet i sagen om en etårig pige, der døde af to kraniebrud og blødninger i hjernen.
Mandag begynder en bemærkelsesværdig sag ved Vestre Landsret i Viborg.
En 58-årig kvinde blev i 2022 idømt syv års fængsel for at have udøvet dødsvold mod en 15-måneder gammel pige, som hun havde i gæstedagpleje tilbage i 2019.
Den lille pige døde af to kraniebrud og blødninger i hjernen, som Retslægerådet vurderede kun kunne være forårsaget af en anden person.
Nu siger kalenderen 2023, og sagen skal for anden gang prøves ved de danske domstole.
- Det er en helt usædvanlig sag. Jeg betragter den som ganske ulykkelig for alle sagens partner, og det er noget man også følelsesmæssigt forbereder sig på, lyder det fra Emil Stenbygaard, der er senioranklager hos Statsadvokaten i Viborg, der skal føre sagen ved Vestre Landsret.
Anklagemyndigheden rejser tiltale for manddrab og alternativt legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter med døden til følge.
- Det er i vidt omfang det samme som i byretten. Samme sag og tiltale, og bevisførelsen er den samme. Meget af det afhænger af, hvordan tiltalte stiller sig, og om der er ændringer i hendes forklaring.
I byretten blev den 58-årige kvinde ikke kendt skyldig i manddrab, men i stedet dømt for dødsvold.
Mandag er første dag ud af i alt seks retsdage. Den første dag vil gå med sagens indledning og dokumentation, ligesom den tiltalte kvinde vil blive afhørt.
"En hysterisk unge"
Den ulykkelige sag tog sin begyndelse tilbage i november 2019 i den lille by Ilskov ved Sunds.
Her var den etårige pige i gæstedagpleje hos den nu dømte kvinde, da barnets egen dagplejemor havde ferie.
I byretten fortalte gæstedagplejeren, at pigen var meget ked af det og hverken ville spise eller drikke og skreg, hvis hun satte hende fra sig for at hjælpe de andre børn.
Anklageren viste i byretten en besked, som kvinden havde sendt til sin mand den første dag, hun passede den lille pige.
- Hold kæft, en hysterisk unge. Hun har næsten hylet, siden hun kom, men nu sover hun heldigvis.
Dagplejeremoren forklarede, at hun var slem til at kalde alle børnene for unger. Og selvom ”hysterisk” ikke var et ord, hun normalt brugte, så betragtede hun faktisk den lille pige som hysterisk.
De følgende dage var pigen også ked af det, fortalte gæstedagplejeren.
Det samme gjorde sig gældende 28. november. Dagen, der endte med at blive et forældepars værste mareridt.
To kraniebrud og flere blødninger i hjernen
Dagplejemoren forklarede i byretten, at den lille pige allerede skreg højt, da moren tog hende ud af bilen 28. november 2019.
Som dagene forinden, ville den etårige pige kun være hos dagplejemoren, og hun græd, hvis hun satte hende fra sig. På et tidspunkt var hun dog nødt til det, da hun skulle skifte ble på et andet barn.
- Da jeg sætter hende ned der, står hun op ad væggen og så begynder hun, mens hun skriger, at hamre hovedet op i skabslågen, forklarede dagplejeren i byretten.
- Der bliver jeg forskrækket, for det, synes jeg, var en reaktion, der var meget voldsom.
Dagplejemoren trøstede pigen, men da hun hentede hende efter middagsluren, faldt hun sammen og blev ukontaktbar, fortalte den 58-årige kvinde i byretten.
Herefter ringede hun til pigens forældre, som straks hentede deres datter og kørte hende til lægen.
Samme aften blev den lille pige indlagt på Aarhus Universitetshospital. Her stod det klart, at pigen havde to kraniebrud og flere blødninger i hjernen.
Natten til fredag døde pigen på hospitalet.
Nægter sig stadig skyldig
Efter anklagemyndighedens opfattelse skulle skaderne på den etårige pige være sket mellem klokken 6.30 og 15.15 torsdag 28. november 2019, mens pigen altså var i gæstedagpleje hos den 58-årige kvinde.
Gæstedagplejeren nægter at have gjort noget ved pigen og forklarede i byretten, at hun ikke vidste, hvor skaderne kom fra.
Selvom gæstedagplejeren endte med at blive idømt syv års fængsel i byretten, så var det ikke givet fra start, at den 58-årige kvinde overhovedet ville blive sigtet i sagen.
Den 12. december 2019, cirka to uger efter den lille piges død, sagde politiet til TV MIDTVEST, at der i den foreløbige efterforskning, ikke var noget der pegede på, at der var en sammenhæng mellem pigens dødsfald og opholdet hos gæstedagplejeren i Herning Kommune.
Den 17. juni 2020 blev gæstedagplejeren så anholdt og sigtet for at ruske pigen, slå hende med en stump genstand samt muligvis at slå hendes hoved mod en overflade.
I september 2022 blev hun idømt syv års fængsel for dødsvold.
Mandag sætter hun sig i Vestre Landsret i Viborg i håb om at blive frifundet.