Meget påvirkede forældre fortæller om dagene op til datters død
Tirsdag har et forældrepar fra Ilskov fortalt, hvordan de oplevede dagene op til, at deres 15 måneder gamle datter døde efter kvæstelser som følge af vold.
Det var en knust far, der tirsdag satte sig i vidneskranken i Retten i Herning for at fortælle om dagen og dagene op til sin datters død i 2019.
Allerede da han blev spurgt, hvordan den 15 måneder gamle pige generelt var i sin udvikling, brød han sammen.
- Hun var meget motorisk.
- Hun kunne danse, hun kunne gå og ja… bevæge sig frit rundt, fremstammede han.
Pigen reagerer ikke
I retslokalet sad også den 58-årige kvinde, der er tiltalt for at have rusket pigen og slået hende i en sådan grad, at hun senere døde af kvæstelserne på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Kvinden havde den lille pige i gæstedagpleje tre dage i november 2019, hvor dagplejeren i retten har beskrevet, at pigen var meget ulykkelig og hverken ville spise, drikke eller lege.
Torsdag 28. november ringede dagplejeren til moren, fordi den lille pige var blevet ukontaktbar og ikke reagerede, efter hun var blevet taget op fra middagsluren.
Det ringede moren og fortalte til faren, mens hun selv ledte efter sine bilnøgler for at kunne køre afsted mod datteren.
Faren smed alt, hvad han havde i hænderne, og kørte alt, hvad han kunne derned, forklarede han i retten.
- Jeg kommer ind ad døren. En mor er på vej ud ad døren med hendes barn. Jeg kommer stormende ind, forklarede han.
I legerummet fandt han datteren ved dagplejeren.
- Jeg skynder mig over til hende og forsøger at tage hende op. Jeg får at vide, at dagplejeren lige skal op at stå, for hun (barnet, red.) er helt slap. Det kan jeg ikke rigtig vente på, så jeg flår hende ud af armene på hende, forklarede faren.
Efter middagspausen var det pigens mors tur til at fortælle om de skæbnesvangre dage i november 2019.
Hun forklarede ligesom sin mand om en datter, der generelt var glad og tilpas, men havde haft nogle grådfyldte dage hos gæstedagplejeren.
Især efter anden dag kunne moren mærke, at datteren søgte sin mor meget om eftermiddagen derhjemme, efter hun var blevet hentet.
- Hun er meget tryghedssøgende. Jeg kan ikke gå nogen steder, uden hun bliver ked af det, så jeg er nødt til at være ved hende eller tage hende op, forklarede moren.
Hun knugede et lommetørklæde i sin hånd, mens hun sikkert besvarede spørgsmålene fra både anklager og forsvarer.
”Det sidste, du må lille skat, det er at stoppe med at trække vejret”
Det var moren, der først ankom hos gæstedagplejeren om torsdagen, da hun var blevet ringet op, fordi dagplejeren ikke kunne komme i kontakt med pigen.
- Så vil jeg egentlig gå hen og tage hende, men dagplejeren siger, at vi lige skal passe lidt på, fordi hun er slap. Så det ender med, at dagplejeren, siger, at jeg kan sætte mig ved siden af hende.
Moren konstaterede hurtigt, at der var brug for en læge, og hun var ved at ringe til familiens læge, da faren ankom.
Forsvareren ville vide, om moren overvejede at ringe efter en ambulance.
- Jeg tænker ikke ambulance med det samme, fordi dagplejeren er fattet, og den anden mor sidder og er rolig, forklarer moren om situationen, hvor et andet barn samtidig var ved at blive hentet og derfor var i legeværelset.
Forældrene kørte straks afsted mod lægen. Faren kørte, og moren sad på bagsædet med datteren i skødet.
Her husker moren tydeligt, hvad hun sagde til datteren.
- Det sidste, du må lille skat, det er at stoppe med at trække vejret.
Dør om natten
Samme aften blev pigen indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Her stod det klart, at pigen havde to kraniebrud og flere blødninger i hjernen. Natten til fredag døde pigen på hospitalet.
Forældrene er i løbet af efterforskningen også blevet afhørt som mistænkte i sagen. Den mistanke har politiet droppet, oplyste specialanklager Pia Koudahl mandag.